366 / 795
352
Victor Hermansen
Runekalendre, maaske ogsaa Runemøriter — en Ordning,
som giver Udtryk for hans Opfattelse af den mellem
Hedenskab og Kristendom „frem og tilbage ravende
Runeperiode“.
Foranlediget af dette Værk fremsatte „Kommander -
skersant og Literatus“ K. H. Seidelin i sit Blad Politie-
vennen et Forslag om Bevaringen af Oldtidsminderne og
ønskede her, at Runestenene blev forsynet „ikke blot med
Omhegn, men med et lidet Overtag“, og kort efter kunde
han meddele24, at Grev J. G. Moltke havde givet Ordre
til at lade „den tæt uden for Vallø Kloster staaende mærk
værdige Tryggevælde Runesten omfatte med et Stakit
hegn“. I Slutningen af Aaret 1806 tog Nyerup selv Tanken
op, da de første Oldsager var blevet indsendt til ham, og
han havde faaet overladt Pladsen over Trinitatis Kirkes
Kor, bag ved Universitetsbibliotheket, til deres Op
bevaring. Nu vilde han ikke nøjes med Billeder af Rune
stenene, men have selve Mindesmærkerne indlemmet i
Samlingen. Den 27. December 1806 skrev Bibliotheks-
kommissionen (Nyerup, Munter, Bang, Schlegel og Wøl-
dik'e) til Konsistorium25, at man nu, „da Opgangen til
Bibliotheket ved den nye Portners Antagelse og Fjer-
udsalgets Ophør holdes renlig og anstændig“, vilde fore-
slaa, at de Runesten, som laa i en Krog i Runde Kirke,
kom til at „pryde Opgangen til Uranias og de andre
Musers Helligdomme“. Den 2. Februar 1807 gav Konsi
storium sin Tilladelse, og Tirsdag den 11. Februar fandt
Flytningen og Opstillingen Sted. Seidelin bragte to Dage
senere en udførlig Beretning om Begivenheden og slog
her fast — med et journalistisk Skarpsyn, som senere
Tider fuldt ud maa anerkende —, at denne tilsyneladende
ringe Ting var af største Betydning26. Han skrev:
„Den paa Universitetsbibliotheket gjorte Begyndelse med
at samle Bidrag til et tilkommende Nazionalmuseum, har
paa en Maade faaet en offentlig Sanxion. Den derværende