368 / 795
354
Victor Hermansen
der nu, som sagt, findes opstillede i Taarnopgangen ved
Bibliotheket, er tildels at læse i 01. Wormii Monumenta
Danica pag. 117—21, 284—85, 295; men det er at vente,
at naar de kommer under en Abrahamsons grantseende
Øje, han da, efter sin dybe Indsigt i Runefortolkningen,
hist og her vil opdage bedre Læsemaader.“
To Punkter fortjener at understreges. Det var for det
første rigtigt, at denne Opstilling betød „en offentlig
Sanktion“ af Museet, og det i en Grad, Seidelin vel næppe
kunde ane, idet nemlig de tre Runesten blev indført i
Nationalmuseets Protokoller som de første Numre. Vor-
dingborg-Stenen bærer Museumsnummer 1, Øster-Brøn-
derslev-Stenen er Nr. 2, og Glenstrup-Stenen Nr. 3. Men
det var for det andet ogsaa rigtigt, at det var Profes
sorerne Nyerup og Munter, der var til Stede, og som
sammen havde virket for Sagen. Et Brev af 17. Februar
1807 fra Munter til Johan Biilow siger dette udtrykke
ligt27, men ogsaa, at de ikke vilde standse med denne
Aktion. Dagen efter (den 18. Februar) henvendte Biblio-
thekskommissionen sig igen til Universitetsdirektionen28
og bad om dens Hjælp til, at yderligere „tvende Rune
stene, som staar her i Sjælland — den ene ved Vallø,
den anden ved Jægerspris — maatte blive hidbragte og
opstillede ved Siden af de fra Kong Frederik den Tredies
Dage overblevne“. Inden Tilladelsen blev givet, var Kon
sistorium dog saa betænksom, at det spurgte Stadsbyg
mesteren, om Rundetaarn nu ogsaa kunne taale denne
ekstra Belastning. Krigsbegivenhederne gjorde imidlertid,
at det trak noget i Langdrag med Indsendelsen af disse
„Sten-Codices“, men da Munter i 1812 gav en Oversigt
over Oldsagskommissionens hidtidige Virksomhed29,
kunde han dog notere, at nu stod Tryggevælde-Stenen
paa Trinitatis Kirkegaard, medens Sønder Kirkeby-Stenen
og Snoldelev-Stenen var anbragt i Rundetaarns Nicher.
De to sidstnævnte var forøvrigt dér kommet i Selskab