450 / 795
436
Else M argrete K je rrum g a ard -Jø rg en se n
sikkert de fleste som Steenberg, men efterhaanden fik
man i Sportskredse Øjnene op for Bicyclens Elegance,
og den blev højt beundret og anset, ogsaa paa Grund af
de gode Resultater, der naaedes med den, og de store
Krav, den stillede til Rytteren.
Det store Publikums Holdning voldte Cyklisterne m an
ge Bekymringer og Vanskeligheder baade i Bicyclernes
Tid og senere. Mens Københavnerne forholdt sig ret in
teresseret og ikke alt for uvenligt over for Bicyclisterne
og for Størstedelens Vedkommende indskrænkede sig til
at raabe „Storborger“ efter dem, eller „Æh, De taber det
lille Hjul!“, var Landboerne dem afgjort fjendtligt sin
dede. Det skyldtes maaske for en stor Del, at Tilsyne
komsten af blot en enkelt Bicyclerytter for det meste
gjorde Hestene sky og ustyrlige.1) Det var langt fra no
gen ublandet Fornøjelse at køre paa Landet. For det
første var mange af Vejene tæt ved København ofte i en
ubeskrivelig Tilstand.2) Det var dog ikke det værste; men
saa snart Bicyclisterne kom uden for Byen, maatte de
være forberedt paa Overfald og Chikaneri. Kuskene spær
rede Vejene for dem og slog efter dem med Piskene, og
Folk prøvede at vælte dem, kastede med Sten eller stak
Kæppe ind i Hjulene paa Bicyclerne. Hundene, der havde
særlig vanskeligt ved at vænne sig til Synet af Bicyclerne,
overfaldt dem i Flokkevis, og efterhaanden kom en Lom
mefuld hjemmefra medbragte Skærver eller en Hunde
pisk eller en Pistol til at skræmme Dyrene med til at høre
med til en Bicyclists faste Udstyr.3)
Ogsaa fra Politiets Side mødte Bicyclesporten Vanske
ligheder. En Bicycle ansaas mange Steder for et Køretøj,
der var til stor Fare for den almindeligeSikkerhed, og
!) D. C. T. 1884. Nr. 4, Nr. 20 o. m. a. St.
2) D. C. T. 1885. Nr. 9. S. 68—69 o. m. a. St.
3) D. C. T. 1884. Nr. 4. 1885. Nr. 20 og 24. Nr. 3. S.18. Nr. 8. S. 63.
1886. Nr. 22. S. 174. 1887. Nr. 11. S. 84 o. m. a. St.