108 / 121
98
Men foruden en Skillingspoet havde Lukningen ogsaa
kaldet en anden Poet frem paa Arenaen med sit Kvad,
og det var „Kærne-Peter“, Poeten fra „Onkel Toms
Hytte" i Kælderen i Læderstræde Nr. 26, Værtshus
holder Peter Emil Petersen, og han skrev følgende mor
somme
Sørgeqvad ved Kjædens Lukning.
Græder, I Nympher, Kjæden er lukt,
Stride Taarer!
Haabets sidste Straale er slukt,
Slukt med Taarer.
Endnu I troe, 1 hør’ Tonerne klinge,
Endnu I Fødderne dandsende svinge.
Endnu I drømme og drømme saa smukt,
Stakler, I vaagne og Kjæden er lukt! —
Flor om Hatten, I muntre Svende,
Nu er al Eders Glæde til Ende,
Standset liig Fuglen i sin Flugt,
Kjæden er lukt.
Sorgen vil sværte Saalerne sorte,
Jernnatur, hold Fortvivlelsen borte,
Bort med den Tanke — Kjæden er lukt!
Hvor vil I nu hen, I unge Koner?
Hvorhen, 1 Grever og Baroner,
Contoirister og Borgermænd,
Hvor vil 1 hen?
Hvor vil I plukke den gyldne Frugt
Nu, da Kjæden er lukt. —
Muntre Sømænd, som nu er ude,
Komme og finde den sjunkne Skude,
Finde det tomme, forladte Vrag,
Dem er beredt en Sorgens Dag;
Lad os ei dvæle ved Tanken længer,
Hvad nytter det vi med Hovedet hænger,
Bulen er lukt!
Man kan ved at læse dette Digt igennem næsten
høre den gamle „Kærne-Peter" deklamere det som Melo
drama, accompagnerende sig paa sin Guitar, og ovenpaa
Digtets imiterede Opstyltethed virker det som en Spand
koldt Vand over Hovedet at høre den prosaiske Slutning:
Bulen er lukt!