43 / 142
41
af en saa trist Begivenhed, ses af Urte- og Isen-
kræminerlavets Forhandlingsprotokol af November
1738 — 10 Aar efter altsaa — hvor det fortælles, at
en Skrædder Johan Henrich Schnauer søgte Under
støttelse, fordi han, da Blasen sprang, mistede sin
Hørelse —. Det, man havde ønsket ved at sprænge
Huset i Luften, at redde Frue Kirke, mislykkedes
totalt, idet Spiret tværtimod antændtes ved en Gnist
fra Eksplosionen.
Mindet om mange sørgelige og glædelige Begivenheder knytter sig til Gammeltorv. Hvor mange
Gange har her ikke været illumineret, hvad enten
det havde en saa glædelig Aarsag som et Fyrstepars
Indtog, hvor Torvet her indenfor Vesterport jo saa
at sige bød det første Velkommen, eller det var ved
en høj fyrstelig Persons Ligbegængelsc, at det sagde
Byens sidste, allerunderdanigste Farvel. Men det, der
dog giver Gammeltorv dets Karakteristik i Historien,
er, at her var
Rettens
Sæde. Her laa jo ikke alene
Saavel
Christian den Fjerdes
som
Christian den Sjettes
Raadhus, men her har adskillige Eksekutioner fundet
Sted, og her samledes ogsaa fra de ældste Tider Bor
gernes Handelsliv. Aarsmarkeder og Torvedage holdtes netop paa Gammeltorv, men da var det meget
større end nu, det strakte sig helt hen til Studiestræde, saa at Ilovedfærdselsaaren udefra — Vestergade — udmundede midt paa Torvet. Iler opsloges
da ogsaa de mange aabne Ilandelsboder, Saltboderne,
Suderboderne, Skinderboderne og Klædeboderne. Og
Livet og Gøglet har gaaet lystigt. Et Marked i Middelalderen har været muntert. Det førte Gøglere med
sig, alle vilde tjene der; og det blev brogede, lysende
Dage for Gammeltorv. — Men der er ogsaa mørke
Minder, fordi Skafottet havde sin Plads der — ret ud
for Nørregade. Blandt de mange, der med Ret eller
Uret har blødt der, maa vi nævne nogle, og den, der
ved sin Mandighed tiltrækker sig mest Sympati, er
vel nok den fra
H. F
.
Ewalds
bedste Roman navn