46 / 142
44
var til. — Men tilbage til hendes Ven paa Skafottet
paa Gammeltorv! Da Boddelen havde lagt Strikken
om hans Hals og »vippet« ham halvdød, blev han taget
ned igen og bundet til en Stige, under hvilken Ope
ration han — hvad Hensigten ogsaa var — kom saa
nogenlunde til sig selv, at han kunde have den fulde
Nydelse af at blive brændt. Thi nu blev han paa
Stigen smidt op paa et Baal. Det brændte fra 9 til
3. Da var der ikke andet tilbage af Diderik Slaghoeck
end hans Mave, som fandtes sammenkrumpet som
en Bold. En Baadsmand kunde ikke dy sig for at
prikke til den med en Aalestang, hvorved den gik i
Stykker; der flød meget Vand ud, Resten blev til
Aske.
Men ikke alene for at haane deres Fjende, ogsaa
for at skærme deres Ven er de københavnske Borgere mødt frem i Flok paa Gammeltorv. Et spæn
dende Optrin var det den 14. Juli 1533, da Mængden
mørk og truende tog Opstilling udenfor Raadhuset,
der laa paa Grænsen mellem Gammel- og i Nytorv,
og afventede Resultatet af Herredagens Behandling
af
Joachim Rønnovs
Klage mod
Hans Tavsen.
Rundt
om saa man liibske Landsknægte i fuld Rustning,
de var paa Borgernes Opfordring smuglet ind i Sta
den af
Jørgen Wullcnwewer
for at give det borgerlige
Ord til Bisperne større Vægt. Og var der krummet
et Haar paa Hans Tavsens Hoved, var ingen af
Katolikkerne sluppet levende derfra. Det havde de
selv en Fornemmelse af, og havde de ikke
haft
den,
fik de den sikkert, da de traadte ud paa Pladsen.
Hvor meget der var blevet tilbage af Joachim Røn-
nov, hvis ikke Hans Tavsen havde fulgt ham til
Bispegaarden (hvor nu Universitetet ligger), er tvivlsomt- —
^ . . i
»For vokser Figen af Hylderod,
for Tysken vorder de Danske god.«
havde Raadmand
Jens Kammersvend
sagt til Køben
havnerne, da
Ambrosius
kastede Byen i Armene paa