44 / 142
42
kundige
Niels Brahe,
om hvis Skæbne Historien med
Sikkerhed ved, at han var en ægte Type paa den
Tids Riddere. Sværdet rustede ikke i Balgen hos
ham, og han tog sig selv Ret. Rig, af anset adelig
Byrd som han var, vidste han, hvad han vilde, og
gik der ham noget imod, slog han liaardt, ja, han
slog endogsaa ihjel, og saadanne Drab skaffede ham
Fjender lige saa vel som hans stejle Staaen paa sin
Ret, og blandt disse Fjender var især
Tyge Krabbe
og
Henrik Krummedige
uforsonlige. Da Niels Brahe
var paa Kant med Adelen, var det jo ikke saa underligt, at han, den rige og mægtige Godsejer i Skaane,
sluttede sig til Borgerkongen,
Christian den Andens,
fortvivlede Sag og deltog i
Soren Norbys
Opstand.
Denne mislykkedes som bekendt, og Niels Brahe
havde fra det Øjeblik tabt sine Chancer. Han blev
— fraværende— dømt fra Ære, Liv og Gods og maatte
som landflygtig flakke om, først i Sverige, senere i
Mecklenburg, medens hans ulykkelige Hustru, Fru
Anne Lange,
sad alene hjemme og saa sin Husbonds
Fjender skalte og valte med alt Godset. Men netop
nu er det, at Niels Brahe vokser sig stor og hæver
sig over Middelalderens almindelige Røverriddere og
Eventyrere. Han viser en højmodig Troskab mod sin
Hustru. Drevet af Længsel efter og Kærlighed til
hende lister han sig i Sommeren 1528 med en lille
Skude, han har faaet af Christian den Andens Ven,
Hertug Albrecht af Mecklenburg, hjem til .Skaane,
hvor han lever uopdaget hos sin Hustru i 8 Dage.
Men da dette er lykkedes, faar han Lyst til at gense
hende ved Julen. Han falder i Fjendens Vold og sættes selvsjette i Fængsel i Slotstaarnet i Trelleborg.
Hans fem Fæller ser Lejlighed til at undvige, han
alene er som den farligste anbragt i andet Stokværk,
og han kommer ikke med. Han føres til København,
hvor
Tyge Krabbe
falder over ham som en glubende
Ulv, og han nægter sig end ikke den Fornøjelse at
lægge Niels Brahe paa Pinebænken. Men trods alle