45 / 142
43
Smerter lykkes det ikke at drive een eneste Tilstaaelse
ud af Helten; han vil ikke forraade sin ulykkelige
Herre og Konge, og »Retfærdigheden« vinder sin endelige Sejr, da Bøddelen i 1529 med Sværdet sender
ham ind i Evigheden netop der paa Gammeltorv,
hvor vi nu staar og ser op imod »Blasen«s historiske
Grund. Men der er flydt mere Blod paa Gammeltorv, om
end ikke saa ædelt! Og lukker vi Øjnene, kan vi
drømme os tilbage til de mange brogede Optrin, som
Gammeltorv fortæller om, og mange af de mest dramatiske er knyttede til Kong
Christian den Andens
Navn, baade fra den Tid, da han endnu var deres
Herre og Konge og fra de Trængselens Aar, da han
som »Fangen paa Sønderborg« — eller tidligere som
Kong
Christian
»den Sidste«, som Kong
Frederik
lidet
profetisk kaldte ham — maaske bragte mere Uro
og Liv i sit gamle Rige, end da han selv stod for dets
Styre.
Yi ser den forslagne og foragtelige
Diderik Slag-
hoeck
blive ført til Retterstedet; hans naragtige For
fængelighed fornægter sig end ikke her ved Skafot
tet, hvor han møder i de prægtigste Klæder, sorte
Fløjlshoser og Kjortel, en sort Fløjlsbaret og en skarlagenrød ulden Underklædning. Vi hører Mængdens
raa Tilraab til ham, den hader ham af et godt Hjerte,
og den ved ogsaa, at den ved denne Optræden driller den mægtige
Sigbrit,
som for første Gang led den
Tort, at Kongen lod en af hendes Yndlinge henrette.
At hun selv, hvis Københavnerne skulde have raadet,
mulig var gaaet samme Vej, havde hun faaet en lille
Fornemmelse af nogle Dage før, da et Par Soldater
smed hende i St. Jørgens Sø, hvor hun uden Tvivl
var druknet, om Kongen ikke var kommet til i sidste Øjeblik. Og dog skyldte København hende, den
renlige Hollænderinde, meget; vi lærte af hende at
vaske og gøre rent baade ude og inde, og det var
ogsaa Sigbrit, der lærte Byen, hvad en Skraldevogn