52 / 142
50
Plads for Kirkegaarden. Ogsaa dette inspirerede
Poeterne. Man havde hørt, at faldefærdige Huse
maatte vige, men:
al et Glædehus i Fredetid bedrøves,
at mossegroct Steen fra stærke Stolper roves
og aldrig samles skal til bedre bygget Hus.
det haardt fortryde maa den vel logeret Mus.«
Og det krænkede Folk, at det Sted, hvor man
søgte aarie og silde, hvor kældervante Drenge sprang,
og Rhinskvinen gærede i Kældrene, nu skulde for
svinde, — og det for en Kirkegaard! Den eneste,
der glædede sig, var den lige overfor liggende »Blase«,
men:
vi, som Dyrkøbs Flor i gamle Dage kendte
og saa dets Kompagni lod ogsaa derfra hente
saa mangen Lædske-Pæl, vi glemme aldrig det,
at denne lystig Krog forsvandt og blev saa slet.«
Paa nuværende Dyrkøbs Grund, der ogsaa en Tid
hørte med til Vor Frue Kirkegaard, laa »Vor Frue
Skole« — senere Metropolitanskolen — som først
efter Bombardementet fik sin nu kendte Plads, og
her vandrede Peblingen sin tunge Skolegang. De
arme Ungersvende (de var undertiden 30 Aar, før
de løb af Skole) fik her Riset og Ferien at smage,
saa Pladsen har genlydt af deres Jammer, og herfra
gik de i Skarer ud og sang for Folks Døre og tiggede,
skønt den humane
Christian (len Anden
forlængst
havde forbudt det. Men ogsaa brogede Billeder kan
vi hente fra denne Plet. Skotterne i deres maleriske
Dragter havde i Grevefejdens Tid deres Herberge
lier paa Hjørnet af Dyrkøb og Nørregade, og det
gik da tit blodigt til, naar de barrikaderede sig mod
de lybske Svende.
Levende kan vi se det Billede, her oprulles for os,
med de vilde Landsknægte, som holder gode Miner
med de fordrukne Munke, fordi disse kender Byen