57 / 142
55
Vi kan se det levende for vort Øje. De rasende Borgere, der har lidt under Bispernes Tyranni, trænger
med
Ambrosius Bogbinder,
selve Byens Borgmester,
i Spidsen ind i Katolikkernes sidste Helligdom og
faste Borg. De slaar ned for Fode. De vil ikke høje
Knæ for alle de Voksbilleder, alle disse Splinter og
Flige, de vil tro paa Gud og ingen anden; og de har
lurende bag denne Emancipationstrang det glødende
Bispegaardeti.
Had mod
Rønnow,
som havde været den snedigste
og lumskeste Udbytter af deres Godtroenhed, og der
skal ikke lades Sten paa Sten tilbage af hans Hus:
men de glemmer, at det tillige er Guds Hus. Da træder
Hans Taosen
værdig og myndig frem ved Alteret
og standser de vilde Mennesker; det er ikke ham
selv, der taler. Det er den hellige Tros Indignation,
der lyner génnem hans Ord, og han fører de. vildeste
Borgere tilbage til Fornuften.
Derfor fik Kirken ogsaa senere Byens højeste Spir,
det Spir, der beherskede alt, ligesom nu vort nye
Haadhustaarn. Det var vel ikke saa højt, det var