55 / 142
53
ligheden til vor Fødeby, har vi netop Lov til at give
Udtryk ved den gamle Bispebys Hovedkirke. Mester
Ole Vinds
Øje for sine Bysbørns Fejl,
Hans Tavsens
dristige Værn mod Billedstormernes Udskejelser,
Mynsters
og
Mortensens
Prædikestol er det vel nok
værd at mindes, og for at vi ikke skal skræmmes af
al den megen Gejstlighed, saa lad os straks, idet
vi ser op til Frue Kirke, mindes noget saa verdsligt
som at:
»udenfor Kirken trængtes
nysgerrige Kvinder og Børn.
Der
ægtede
Ingeborg Vinding
Povl Vendelbo Løvenørn«.
Hvis vi skal tro Dr.
Oluf Nielsen,
som rigtignok
modsiges af
A. D. Jørgensen,
staar vi egentlig her
paa Frue Plads ved Byens Vugge; thi oprindelig var
København ligesom de omliggende Byer,
Serridslev
,
Valby
og
Solbjerg
en agerdyrkende By, der har sam
let sig om Kirken: Vor Frue-Marie-Kirken. Og det
er en mærkelig Skæbne, der har fulgt dette vor Bys
Midtpunkt; thi det er, ligesom om Ilden med særlig
Forkærlighed var søgt her lien. Ingen af Byens mange
Ildebrande har ladet den uskadt, ja, undertiden har
Kirken haft sig en lille privat Brand for egen
Hegning; thi over den første Kirkes Indgangsdør,
vi kender noget til, stod en firkantet Sten, som fortalte, at fire Ildebrande havde lagt den nu genrejste
Kirke i Aske. Men den Frue Kirke, der mest har draget vor Opmærksomhed til sig, fordi Historien især
søgte den, var langt mere pragtfuld end den nuvæ
rende, som dog i sit Indre er et af Byens skønneste
og arkitektonisk set reneste Mesterværker. Den er
saa udpræget protestantisk nu med sine klare Linier
og kolde Marmorpragt, som vi dog ikke kan undlade
at imponeres af, fordi den drager vor Tanke mod det
enkelte, det eneste, mod den tre-enige Gud, hvis
Søn mildt og' værnende breder sine velsignende Arme