54 / 142
Frue Kirke.
FJERDE AFSNIT.
N
aar
vi nu vandrer over det fredelige Dyrkøl),
tænker vi næppe paa alt det, Pladsen kan berette, og naar Drengene i April med deres Klink
agerer Foraarsbebudere, — læg Mærke, at »Klink
paa Frueplads« netop er et ubedrageligt Tegn paa,
at der, som Blicher sagde, »er Lurk i Vejret«, og at
dette Spil uvægerlig afløses af Top sammesteds, saa
snart Knopperne brister — kan vi knap føle Fornem
melsen af at træde paa historisk Grund, hvis ikke
Vor Frue Kirkes
umiddelbare Nærhed — den gamle
Mariakirkes alvorsfulde Graahed stemte os til ikke
blot kirkelig Andagt, men ogsaa til en saadan, som
fødes af alle de mange og rige Minder, som strømmer
os i Møde, naar vi vandrer- paa disse historiske Steder.
Den Andagt, som har sin verdslige Sangbund i Kær