73 / 142
71
»Længe har jeg savnet, o Broderlil, din Sang,
livor har du været den Vinter mørk og lang?«
Af yngre Forfattere har
Herman Bang
og
Karl
Larsen
boet paa »Walkendorf«.
Blot disse Ord for at mindes, at vort ældste Kollegium ogsaa har
sin
Historie, saa fin og betydningsfuld som noget af Kannikestrædes.
Kommer vi fra Frue Plads, er »
Borchen
« det første,
vi træffer, og det er tillige — bortset fra Regensen
det ældste. Navnet
Ole Borch
er omstraalet af en vis
Romantik, fordi vi
egentlig
ingenting ved om Manden.
Men vi har alle læst
Chr. Winthers
Fortælling: »En
Aftensecne«, som gengiver den rørende Historie om,
hvorledes den navnkundige Læge helbredede den dejlige Prinsesse af Medici og lik sig selv et Hjertesaar
ved samme Lejlighed; men da han ikke vilde gaa
over til Katolicismen, maatte han forlade sin Eventyrprinsesse, men tog »det halve Kongerige« med sig
i Form af en Mængde Penge, for hvilke han til Minde
om sin Ungdomselskede grundede »Collegium Medi-
ceum«, som det hedder den Dag i Dag. »Si non é vero,
é ben trovato«, siger Italienerne selv, og det var næsten Synd, om Historien engang skulde berøve Ole
Borch hans Martyrglorie. Imidlertid kan ingen Magt
bortbevise, at Kollegiet staar der, og at Ole Borch
selv ikke oplevede at se sit Storværk færdigt. Han
havde købt en af de gamle Professorgaarde, revet
den ned til Grunden og næsten bygget sit Kollegium
der forøvrigt brændte 1728 — færdigt, da han
angrebes af en farlig Sygdom. Man hentede da Amtsmester i Barberlauget (Læger i den Forstand som nu
kendtes jo ikke)
Johannes de Buchwald,
som var
blevet Professor i Medicinen, fordi han heldigt havde
bortskaaret Dronning
Anna Sophies
(
Reventlow
) »allerhøjeste Ligtorn«. Den brave Mester opererede
Ole
Borch
og skar en mægtig Sten ud af ham. »Han døde,
det er sandt, men Feb’ren ham forlod«, som
Holberg
siger, Stenen blev opbevaret i en Sølvæske paa Koile-