74 / 142
giet lige til Branden 1728, og selveste
Kingo
skrev
den nødvendige Inskription, der, hvis man ikke vidste,
det var Alvor, nemt kunde tages for en Studenter
foreningsdevise. Den lyder:
»Her er den Mordersten, som stak med Dodens Fork
og jog til Graven vor udødelige
Borch;
den lærde Verden fik derved et Hjertemen,
gak, Læser, gak, og græd, om ej du selv est Sten«.
Borchs Kollegium har Æren af at have huset og
understøttet Danmarks berømmeligste Søn,
Ludvig
Holberg,
og det paa en Tid, da han uden denne Hjælp
sikkerlig var gaaet nedenom og hjem. Iler holdt han
sine Forelæsninger, efter at han i Oxford havde oplevet det store Vendepunkt i sit Liv, der gjorde ham
fra en »struggler for the life« til en maalbevidst Viden
skabsmand. Om
Ole Borch
aldrig havde opdaget
Taaregangene og været grundlæggende i sin Viden
skab, saa lever hans Kollegium. — Langt senere træffer vi endnu en Kreds, der giver »Borchen« Glans.
Det var et rigtigt Studenterkommers, og Lederen heraf
var en bred gemytlig Mand, som altid gik med Hatten
forsorent i Nakken, og som altid havde aaben Stue
for sine Venner, og de var mange. Manden var
Peter
Faber,
han, der skrev vor »ublodige Marseillaise«, der
som ingen anden Sang fandt de rette Ord i rette Tid.
»Den tapre Landsoldat« er dog ikke skrevet paa Kolle
giet, men i Nr. 15 ligeoverfor. Men her hørte til hans
Kreds Folk som J.
F. Hagen
(f som Lic. theol.), der var
Professorerne
Adolf Steen, Ussing, Oppermann
og
Johan Lange,
og i »Borchens Lyre« lindes mange muntre Viser fra den Tid; som Prøve paa Arten kan vi
hidsætte disse to Vers af Visen om Matematikeren
Adolf Steen (hl. a. Smedemesterens Fremstiller ved
»Genboernes« første Opførelse):
Adolf Steen i Bamdomsalder
holdt kun af Matematik,
det, som Algebra man kalder