76 / 142
74
daglig se to unge Lærde, der lignede hinanden stærkt,
og som gik i lange Kavajer, der naaede dem helt
ned til Hælene og lignede Slobrokker, spadsere ud fra
og hjem til Elers Kollegium. De levede meget ensomt, men naar man saa dem sammen, klamrede de
sig saa fast til hinanden, at de lignede sammenvoksede
Tvillinger. Men »for alle medstuderende straalede
de som Dioskurer, og selv ældre Lærde mærkede snart,
hvad der boede i dem.« Kom man til dem paa Kollegiet,
var det, som man traadte ind i en dunkel Munke
celle, hvor de sad og studerede. Det var Brødrene
Anders Sandae
og
Hans Christian Ørsted.
Til dem
kom den unge Skuespiller
Adam Oehlcnschldger,
»Manden med de skjulte Talenter.« Og ved Omgangen
med dem var det, at han følte sin egen Uvidenhed
saa stærkt, at Bevægelsen i den Grad overmandede
ham, da han stod i Kollegiets Bibliotek og saa paa
de mange Bøger, der indeholdt Skatte, som var
skjulte for ham, at lian brast i Graad og betroede
sin Sorg til Bibliotekaren,
II. C. Ørsted-,
og nu begyndte en Læsning, som vistnok har været ejendommelig. Den unge
Adam
har sikkert været voldsomt
ivrig, Brødrene
Ørsted
har slidt med at lære ham alt
det, der ikke laa for ham, men Besultatet blev jo
dog, — selv om det ikke just var det, man fra først
af havde forestillet sig — at
Oehlenschldger
10 Aar
efter som navnkundig Digter og Professor i Æstetik
kunde holde sin første Forelæsning netop her i Kollegiets Auditorium.
I November 1802 var der en Dag et Liv i den stille
Gade, som den ikke før havde kendt, og ind gennem
Kollegiets Gange trængte sig en Skare Mennesker saa
stor og saa ejendommelig som aldrig før set i Hoved
staden. Det var ogsaa to Følelser, der nok kunde
samle, der havde ført alle disse Mennesker her op:
Begejstringen og Forargelsen: thi gennem Skaren og
ind gennem den overfyldte Sal trængte sig med megen
Møje den unge Mand, hvis glimrende Veltalenhed et