VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

og den 12. Januar 1661 faar Consistorium en ny Skrivelse fra Frederik III,

hvori han henstiller, at hele Ordningen gaar tilbage og at man paa samme øko

nomiske Vilkaar — Betaling af 300 Rigsdaler — overlader Niels Banner Otto

Ruds Begravelse. Thi han havde berettet, »at samme Begravelsessted af han

nem ikke at begæres til anden Ende, end paa det hans Forfædres Begravelse

hæderligen maatte bevares og ikke med andre Lig opfyldes

og derfor ej

engang selv nogen Lig deri ville lade nedsætte, men den alene for bemeldte

Otto Bud og Frue, der fælles nu udi bemeldte Grav er, beholde«. Men Con

sistorium kunde eller vilde ikke gøre Ændringer i hvad det eengang for alle

havde bevilget den velbaarne Frue. Hun havde betalt det krævede Beløb og

faaet Lov til at lade nedsætte hendes salig Herres, velbaarne Hans Ulrik Gyl

denløves Lig, frit som sit eget og sine Livsarvingers, ja endog sin salig Herres

Søsters Lig og andre, hvem hun selv vilde bevilge det. Endelig havde hun

faaet Lov til at opsætte et Epitafium. Begitze Grubbe følte sig aabenbart paa

den sikre Side, indrettede sig i de følgende Aar paa at tage Gravstedet i Be

siddelse og skænkede yderligere Frue Kirke 3 Vaaninger i St. Clements Stræde

i Begyndelsen af 1667. Imidlertid maa hun være gaaet ret vidt i sin Frem

færd overfor Blidernes Gravsted og Gravmæler. Thi nu opstaar en hidsig

Strid

om de Ruders Gravsten.

Her er det atter Otto Ruds Slægtninge, der griber ind og 22. August 1667

opsættes en mærkelig Henvendelse til Kongen, underskrevet af Corfitz Trolle,

Oluf Rosenkrantz, Otto Skeel, Christian Daa, Salig Manderup Brahes Enke,

Birgitte Trolle og Niels Rosenkrantz: De kan ikke »forbigaa« Hans kgl. Maje

stæt paa det underdanigste at »andrage«, efter som Rector Consistorii her

paa Universitetet haver samtykket og bevilget velbyrdig Fru Regitze Grubbe

den omstridte Begravelse, skønt de Ruder har købt Stedet. Men Forudsæt

ningen havde i al Fald — som de meget rigtigt anfører — været, »at de Ruder,

som den tilforn købt (haver) til deres Ro og Hvilested, skulde fremdeles nyde

deres Lejersted og Ro der udi Graven, ligesom tilforn og sidenhen Fru Regitze

Grubbe at have en Begravelse hos dennem der i Graven, — hun og

derforuden haver ladet bortflytte deres Ligsten, som hun sig iligemaade til

holder fuldkommeligen, imod al gejstlig og verdslig Ret og Sædvane«. De

beder derfor om, at Regitze Grubbe maa tilholdes atter at lægge Gravstenene

paa Plads. —- Kongen kunde vanskeligt sidde denne Henvendelse overhørig,

erklærede, at Stenene skulde blive paa Graven som tilforn, og lod forøvrigt

forstaa, at Sagen jo kunde gaa til Domstolene. Regitze Grubbe prøvede virkelig

denne Vej, men havde ikke Held med sig. Men nu gik Professor Rasmus Vin

ding, paa Consistoriums Vegne, aabenbart for vidt. Fru Regitze klager 18.

Januar 1668 til Consistorium over, at man — skønt hun havde holdt sig Skødet

paa Graven efterretteligt — alligevel uden videre havde ladet Gulvet over

Gravstedet opbryde »og de Stene over samme Grav, som jeg haver ladet paa

lægge, og dér paa Stedet igen ladet henlægge en Sten, som Skødet ikke til-