VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

Kirken fyldtes da Slægt efter Slægt med Gravsten og Epitafier, og Tid efter

anden indrettedes særlige Gravkapeller for Enkeltmænd og Slægter; Gravka

pellet var — som i Tiderne før Reformationen — Gravmindets mest monu-

mentale Form.

Til selve Gravminderne kender vi kun lidt og saa godt som un paa ail_

Haand, men desto mere vides om, hvem det er, der liai ligget begravet i ir

ken, takket være en Fortegnelse fra 18. Aarh. over samtlige Begravelser, hvora

fremgaar, at der 1728 fandtes ikke mindre end — 245! — mange simple Joi gi ave,

men et overmaade stort Tal var Gravsteder med murede Hvælvinger un er

Kirkegulvet, hvor Kister, tunge af Metalbeslag, stod stablet op i flere Sæt.

Allerede da har Kirkebygningen været undermineret, og det forklarer, at Bi an

den dette Aar virkede saa ødelæggende.

Men Tallet paa Gravsteder; 245, dækker langt fra over den Mængde Menne

sker, der var bleven begravne i Kirken i Tidens Løb - ja blot siden Reforma

tionens Indførelse. For det første vrimlede det ofte i de murede Grave rne

lg,

men dertil kom noget andet. Efterhaanden som Vanskeligheder ved at skaffe

Gravplads voksede, blev ældre Grave brugt til andre, slettede i »Kirkebogen«,

samtidig med at Gravstenen, der havde ligget over Graven, fjærnedes og ofte

_ for at skaffe Kirken Indtægter - blev solgt. Selv kendte Folks Grave kunde

faa saadan Medfart, og var der end en Efterslægt, der søgte at skride ind,

var det ingenlunde altid, det lykkedes.

Tilfældet har gjort det muligt at forfølge en enkelt Gravs Historie lige til

Tiden op imod den store Brand og videre — endda til Kirkens Ødelæggelse

1807. Det er lærerigt, saa meget mere som det er selve Søhelten

Otto Ruds Grav

jordiske Rester det gælder.

*"Allerede fra første Færd fulgtes den berømte Krigers Grav af en ond

Skeufori

Da Otto Ruds Lig efter Fredsslutningen — hjemført fra Sverige, hvor han

var død i Fangenskab 1565 — højtidelig var bleven bisat i Frue Kirkes Kor

i en muret Gravhvælving, havde hans Enke, Pernille Oxe, 1571 ladet anbringe

et Gravmæle over Graven — ophøjet over Kirkegulvet for at virke mere an

seligt. En af de sædvanlige Gravsten, liggende i Flugt med Gulvet, hurtig

slidt og udvisket af mange Fødders Trin, vilde hun, saa lidt som mange af

hendes Standsfæller, ikke nøjes med. Men Regeringen var paa sin Post over

for denne hoffærdige Art Gravmæler, der hindrede den frie Færdsel i Kirken.

Dagen før eller samme Dag et aabent Brev udgik 1576 med strængt For

bud mod »de Grave, som af Adelen saa højt over Jorden opsættes«, fik

Pernille Oxe et meget hvast Brev fra Kong Frederik II, hvori det befaledes

hende øjeblikkelig at fjærne det Gravmæle, hun »paa Fyrsters og Herrers

Vis« havde rejst over sin afdøde Ægtefælle. Hun bad for sig og tilslut gav

Kongen da ogsaa Tilladelse til, at det flyttedes andetsteds hen og — sæn

kedes i Flugt med Gulvet. Epitafiet over Graven blev paa sin Plads og Graven