52
Kirken fyldtes da Slægt efter Slægt med Gravsten og Epitafier, og Tid efter
anden indrettedes særlige Gravkapeller for Enkeltmænd og Slægter; Gravka
pellet var — som i Tiderne før Reformationen — Gravmindets mest monu-
mentale Form.
,
Til selve Gravminderne kender vi kun lidt og saa godt som un paa ail_
Haand, men desto mere vides om, hvem det er, der liai ligget begravet i ir
ken, takket være en Fortegnelse fra 18. Aarh. over samtlige Begravelser, hvora
fremgaar, at der 1728 fandtes ikke mindre end — 245! — mange simple Joi gi ave,
men et overmaade stort Tal var Gravsteder med murede Hvælvinger un er
Kirkegulvet, hvor Kister, tunge af Metalbeslag, stod stablet op i flere Sæt.
Allerede da har Kirkebygningen været undermineret, og det forklarer, at Bi an
den dette Aar virkede saa ødelæggende.
Men Tallet paa Gravsteder; 245, dækker langt fra over den Mængde Menne
sker, der var bleven begravne i Kirken i Tidens Løb - ja blot siden Reforma
tionens Indførelse. For det første vrimlede det ofte i de murede Grave rne
lg,
men dertil kom noget andet. Efterhaanden som Vanskeligheder ved at skaffe
Gravplads voksede, blev ældre Grave brugt til andre, slettede i »Kirkebogen«,
samtidig med at Gravstenen, der havde ligget over Graven, fjærnedes og ofte
_ for at skaffe Kirken Indtægter - blev solgt. Selv kendte Folks Grave kunde
faa saadan Medfart, og var der end en Efterslægt, der søgte at skride ind,
var det ingenlunde altid, det lykkedes.
Tilfældet har gjort det muligt at forfølge en enkelt Gravs Historie lige til
Tiden op imod den store Brand og videre — endda til Kirkens Ødelæggelse
1807. Det er lærerigt, saa meget mere som det er selve Søhelten
Otto Ruds Grav
op
jordiske Rester det gælder.
*"Allerede fra første Færd fulgtes den berømte Krigers Grav af en ond
Skeufori
g
.
Da Otto Ruds Lig efter Fredsslutningen — hjemført fra Sverige, hvor han
var død i Fangenskab 1565 — højtidelig var bleven bisat i Frue Kirkes Kor
i en muret Gravhvælving, havde hans Enke, Pernille Oxe, 1571 ladet anbringe
et Gravmæle over Graven — ophøjet over Kirkegulvet for at virke mere an
seligt. En af de sædvanlige Gravsten, liggende i Flugt med Gulvet, hurtig
slidt og udvisket af mange Fødders Trin, vilde hun, saa lidt som mange af
hendes Standsfæller, ikke nøjes med. Men Regeringen var paa sin Post over
for denne hoffærdige Art Gravmæler, der hindrede den frie Færdsel i Kirken.
Dagen før eller samme Dag et aabent Brev udgik 1576 med strængt For
bud mod »de Grave, som af Adelen saa højt over Jorden opsættes«, fik
Pernille Oxe et meget hvast Brev fra Kong Frederik II, hvori det befaledes
hende øjeblikkelig at fjærne det Gravmæle, hun »paa Fyrsters og Herrers
Vis« havde rejst over sin afdøde Ægtefælle. Hun bad for sig og tilslut gav
Kongen da ogsaa Tilladelse til, at det flyttedes andetsteds hen og — sæn
kedes i Flugt med Gulvet. Epitafiet over Graven blev paa sin Plads og Graven