VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

skib; den stod ved en af Pillerne udfor St. Rochi Kapel, vistnok paa den nordre

Side. Den maa have staaet saaledes, at Folk i Tværskibet har kunnet høre og se!

Hvorledes den oprindelige

Døbefont

var og hvor den stod, ved man intet

om. MegeL sent, først 1619 tog man Bestemmelse om, at Kirkeværgerne skulde

anskaffe en ny »smuk« Font. Den skulde støbes i Messing og prydes med Bil

leder. Forhandlingerne trak imidlertid ud, og endelig 1621 kunde Kongelig

Majestæts Bøssestøber og Borger i København Rudolf Burchardt slutte Kon

trakt om Arbejdet med Rektor, Superintendent og Kirkeværger om »at gøre

dennem en Font af godt, fint, purt Messing, med udlagte Historier, konstligt

og artigt omkring, den øverste Part udenom Fonten med fire Evangelister,

fire Løver under, og alt andet, hvis som dertil hører, efter den Projekt, som

jeg fornævnte Højlærde vist haver — og det, som jeg vil forsvare for Gud,

Øvrigheden og fornævnte lærde Mænd«. Burchardt lover at gøre sin Flid, saa

Arbejdet kan blive færdig til Paasken 1622 »eller ved det Pas«. Interessant

og oplysende om den tekniske Side af Arbejdet er, at Støberen, foruden Be

taling for sig selv sikrer sig Midler til »at bekoste Historierne, at lade hos Sned

kere og Billedskærere udskære, med Evangelister, Løver og alt andet, hvad

som behøves til fornævnte Arbejde«.

At Fonten, da den stod færdig, har været et anseligt og smukt Stykke Kunst-

haandværk, tør man gaa ud fra. Meget tyder paa, at Rudolf Burchardt er

samme Mand som den Borkart Gelbgiesser, der var lige dygtig til at støbe

Kanoner og Klokker.

Da Fonten stod støbt, rettidig, blev der 1623 nedsat et Nævn paa otte Bor

gere, der skulde bestemme, hvor den bedst og mest bekvemt kunde anbringes,

og man enedes om Stedet — vistnok i et tidligere Kapel i Kirkens søndre Side

skib mod Vest. Fonten fik senere et Daabsfad af godt engelsk Tin, men 1691

skænkede den rige Klokker, Laurids Tott og Hustru, Barbara Muus, et Døbe-

fad af støbt Sølv, med bl. a. en latinsk Inskription, der fortalte om Givernes

Kærlighed til Vor Frue Kirke.

I Lighed med, hvad man efter Reformationen var kommen ind paa ved Ind

retningen af lutherske Kirker, blev Døbefontens Plads markeret paa særlig

festlig Vis med smukke og prydelige Omgivelser, idet en Billedsnider fik det

Hverv at anbringe »Træværk«, sikkert et Sprinkelværk, omkring Fonten; det

kostede 252 Dir. Hvor Fonten stod, blev Væggene beklædt med smukt ud-

skaaret Panelværk, og at der ogsaa her har været Tale om et relativt omfat

tende Arbejde viser den Kendsgærning, at dette Snedker- og Billedsnider-

arbejde kostede mindst 300 Dir.

Paa Frederik III’s Tid — 1669 — flyttedes Fonten imidlertid til en af Kir

kens Udbygninger mod Syd — St. Rochi Kapel —, og »Daabskoret« som det

kaldtes, fik senere en endnu mere nitid Indfatning med Sprinkelværk i Snedker

arbejde og med Messingsøjler, efter at Bogsamleren J. Höpfner 1675 havde

givet 1000 Dir., bl. a. til dette Formaal og til en Sølvkande.