VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

vilde han værne sit Rige og dets Tro mod alle Fjender. Dengang, og ligetil

Enevælden, var Overrækkelsen af Rigssværdet mere betydningsfuld end selve

Kroningen. Thi Sværdet opfattedes da endnu fra gammel Tid som Symbolet

paa Magten og Myndigheden.

Og nu som før var Kirken

Staden Københavns fornemste Kirke,

saa meget

mere som St. Clements og St. Petri i de nærmeste Aar efter Reformationen

blev nedlagte, og Dele af deres Menigheder henviste til Frue Kirke, hvis Sogn

følgelig voksede betydeligt. Men de gejstlige, der nu betjente Kirken, var

unægtelig bleven faa i Tal — en Sognepræst og to Kapellaner!

KIRKENS UDSTYR. Paa selv de ivrigste Lutheranere, der havde kendt

Frue Kirke, som den stod indvendig før Billedstormen, maa den have gjort et

lidt fattigt Indtryk. Har der været katholsk prægede Kalkdekorationer, var de

antagelig overhvidtede. Men Vanens Magt er stærk; man har følt Trang til

Farver i det store Rum, og vistnok 1555 blev Hvælvingerne malede, men hver

Bue (Hvælvingsfag) paa sin Maade. Dette Arbejde blev meget beundret, og

100 Aar efter siger J. L. Wolf, at det var gjort med saa stor Kunstfærdighed,

»at de, som sig paa Kunsten forstaa og med. Flid det agte, meget forundre sig«.

Formaalet med denne Bemaling har øjensynligt været overvejende dekora

tivt; derpaa tyder ogsaa den Omstændighed, at Dekorationerne for en Del

bestod af adelige Vaaben.

At Kirkerummet er bleven varmere derved, er nok muligt — ikke saa prote

stantisk koldt. En Kendsgerning er det, at lidt efter lidt fik Kirkeindret igen

noget hyggeligere, mere menneskeligt over sig; det fik igen Præg af at være

beboet — at være et Hjemsted for Mennesker. Efterhaanden har Vor Frue

faaet det Kirkeudstyr, der passede for den som evangelisk-luthersk Kirke. Intet

deraf er dog tilbage, men det man ved derom, giver visse Forestillinger om,

hvorledes Kirken i de første Aarhundreder efter Reformationen blev herlig

prydet.

Til at begynde med var noget af Udstyret vel nok arvet fra Katholicismens

Dage — foruden Altertavlen: Døbefont, Prædikestol (ambo) og Orgel. Efter

haanden blev alt dette istandsat eller helt erstattet af Nyt. Saaledes blev Kir

kens

Orgel

atter og atter forbedret, 1591 fik Kirken imidlertid et nyt og 1625

skænkede Professor Claus Plum — til »Guds Ære og Menneskers Hjælp« et

Positiv, der blev omhyggeligt stemt ind med Orgelværket. I Aarene omkring

1700 fik Kirken atter et nyt, meget kostbart Orgel, der siges at have været

et af de største i Verden og afgjort det største i Danmark. Ved de omfattende

Istandsættelser i Midten af 16. Aarh., der kom hele Kirken til Gode, blev

ogsaa Taarnuret istandsat af Klokkeren i Lund, Jacob Sejermester.

Det var ogsaa ved samme Lejlighed, Kirken fik en ny »kostelig og udskaaren«

Prædikestol,

men 1625 er der rigtignok Tale om at erstatte den med en anden.

Som protestantisk Skik og Brug fordrer, var den anbragt i Kirkens Midter