44 / 160
44
Rette i deres gamle Kirke. Selve Kirkebygningen stod ganske vist uforandret
fra før, men kastede de deres Blik rundt i Kirken, er de blevet mindet om,
at Tiderne var andre og at alt nu var forvandlet.
Kirkeindret var blevet et andet!
Hvor var de mange Sidealtre med deres Billedverden i rige Farver og For
gyldning, hvor var alt det Kirkeudstyr, en fornem Kollegiats- og Kapitelskirke
ikke kunde være foruden! Hvor var de skønne og pragtfulde Ting i Sølv og
Guld, der i sin Tid udgjorde dens Klenodieskat! For disse Mænd var Kirke
rummet blevet tomt og trist — øde! Kirkens Vægge og Piller stod bare og det
var kun en fattig Trøst, at Højaltret endnu var urørt i sin gamle Skikkelse
— men uden Monstransen, Symbolet paa det centrale i katholsk Gudstjeneste:
Messen.
Og hvad var
saa
det hele værd!
Intet Under, at Kannikerne savnede det for dem væsentligste. Og naar de,
som det var bleven dem paalagt, tog Del i den nye Gudstjeneste og her maatte
rette sig efter de Regler for Kannikers gudelige Øvelser, Bugenhagen, den nye
Kirkes Organisator herhjemme, havde foreskrevet, følte de sig utilfredsstillede.
Mange var ogsaa til Aars og kunde ikke uden videre vænne sig til det Nye.
De har følt sig som Martyrer og de har ikke kunnet, ejheller villet, undvære,
hvad de var vante til som Gudstjenestens Højdepunkt, det højtidelige Øjeblik,
da Hostien i guldblinkende Monstrans og under Dødsstilhed løftedes højt over
de troendes Hoveder, medens Underet foregik usynligt for deres Øjne. Hemme
ligt — om Natten — kom de sammen og fejrede katholsk Messe i deres Boliger.
Der er noget rørende i disse Mænds Trofasthed overfor den forbudte Guds
tjeneste, men den lader sig paa den anden Side ikke forene med det Faktum,
at de nu engang
var
gaaet paa Forlig med den nye Kirke. Martyrmodet
mangler dem!
De natlige Messer vakte Bestyrtelse, da de blev bekendt. Man hverken kunde
eller vilde finde sig i sligt Papisteri, og det besluttedes 1543, at der skulde
afholdes Disputatser med samtlige Landets Domkapitler for helt at omvende
de Forhærdede. Først tog man fat paa Kanniker og Præster ved Frue Kirke,
og Lutheranernes bedste Mænd blev sluppet løs paa dem. Men særlig een af
Kannikerne, den allerede omtalte Mathias Pedersen — »gamle Mester Mads«
— gav selv Peder Palladius nok at bestille, selv om han til Slut bøjede sig,
underskrev den evangeliske Bekendelse og nød Nadveren sammen med Me
nigheden.
Faren var afværget, og man behøvede ikke mere at regne synderlig med den
Konservatisme og Vrangvilje mod »Evangelii klare og lyse Dag«, der — omend
skjult — stadig har holdt til hos en Del af Kannikerne i Frue Kor. Vistnok
den sidste af dem, Filip a Prato, døde 1567, lige netop tidsnok til at undgaa
den Tort, det vilde have været for ham, at Gudstjenesten i Frue Kirke blev
gjort til Norm for al evangelisk Gudstjeneste i samtlige danske Kirker — store