VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

Hovedstaden. Her havde Kapitlet været den fødte Leder af den katholske

Gejstlighed, men med den svage Støtte, det fik fra den nye Biskop, Joakim

Rønnows Side, var det ikke længere i Stand til at holde den nye Forkyndelse

ude, og Hans Tavsen kom til Hovedstaden, kaldet af selve Kongen. Alt længe

havde Borgerne været i Uro og Tvivl, men af Forvirringen voksede efterhaan-

den en stærk Forkærlighed for den evangeliske Lære frem, og da større Dele af

Borgerskabet var bleven sig bevidst som Tilhængere af det nye, laa det nær —-

i Kraft af den særlige Borgerfølelse overfor Stadens Hovedkirke — at de ogsaa

stræbte efter at faa Magt over den.

En Kres af Borgere — vel nærmest tilhørende Sognemenigheden — for

langte da ogsaa 1530 af den nye Biskop, at han skulde lade en Præst, en vis

Hr. Mads, prædike for dem i Frue Kirke. Denne Mand er ellers ukendt, men

maa have sluttet sig til den evangeliske Lære. Joakim Rønnow sagde Nej,

og søgte anden Udvej for at redde Frue Kirke for Kannikerne og den ka

tholske Gudstjeneste. Vistnok i Juli samme Aar henstillede han til Kong Fre

derik I, at der i Frue Kirke, »eftersom den er en Kollegiatkirke«, maatte holdes

Messer og anden Gudstjeneste som hidtil, »og Altre, Tavler og andre Kirkens

Ornamenter maa blive urørt og uforkrænkede i alle Maader«. Til Gengæld

skulde Menigheden have Lov til at bruge Graabrødre- eller Helligaandskirken

— begge laa indenfor Sognets Grænse — som en Art Frikirke og der »holde,

hvad Skik og Tjeneste, som synes (den) bedst at være«. Kongen gik imidlertid

ikke ind paa Tanken. Han tillod tværtimod en evangelisk Prædikant visse

Dage at tale i Frue Kirke og til disse evangeliske Gudstjenester, hvor »Guds

Ord« forkyndtes og der om Søndagen sagdes dansk Messe, blev oprettet et

særligt Alter midt i Kirken. I nogen Tid holdtes der nu baade evangelisk og

katholsk Gudstjeneste, men denne halve Ordning kunde ikke i Længden til

fredsstille den lutherske Del af Borgerskabet. Man var bleven dristigere og

begyndte at stille Fordringer om, at

alle

Borgere i Staden skulde afsværge

Papismen. Øvrigheden vidste hverken ud eller ind, men endte tilsidst med at

slutte sig til Oppositionen, forsaavidt den d. 2. November tog Mod til sig og

henvendte sig til Kongen. Man henstillede meget indtrængende til ham at

befale Bispen af Sjælland at tvinge Kapitlet til at holde op med latinske Messer

og Vigilier saalænge, til der kom en endelig og fast Ordning paa Tingene. Gjorde

Kongen ikke det, svarede man ikke for Følgerne, thi man kunde vente Oprør

med voldeligt Overfald paa Kanniker og Præster. Og truende føjede de til:

»Her er mange Kompaner i Staden, baade Baadsmænd, Fiskere og andre Em

bedssvende (Haandværkere), saavelsom Borgere, hvilke vi ikke kunne regere

i denne Handel. Thi de er allesammen Guds Ord medfældige og den papisti

ske Handel og Regimente imod«. Ja! Borgmester og Raadmænd gjorde endog

hele Sagen til et Kabinetsspørgsmaal: Kunde Kongen ikke faa Bispen til at

bøje sig, maatte de nedlægge deres Hverv! Men Frederik I var altfor for

sigtig en Mand til at lægge sig helt ud med Bispemagten ved at nedlægge