VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

halvthundrede Altre, Højalteret iberegnet! Hvad har der ikke været af kost

bart Alterudstyr, af straalende og fantastiske Reliquieskrin og -gemmer, og af

alskens Messerede, bl. a. Kaaber i Gyldenstykke og Fløjl. Og i Højkoret har

nedenfor Højalteret til begge Sider Kannikestolenes Rækker staaet Vagt. Af

direkte Omtale kendes kun det store Vievandskar af Bronce, der stod ved en

af Kirkens Indgange og saa den »Ildpande« midt i Kirken, der var skænket

til at varme lidt op i det store Rum ved Vintertid.

Intet som helst er nu tilbage af al den Skønhed i Sten, Træ, Metal og væ

vede Stoffer, der engang var denne Kirkes — end ikke en eneste af de talrige

Gravsten er bevaret. Langsomt tømtes Kirken for sine Klenodier allerede i

Katolicismens sidste Dage.

Ejendommeligt nok var det en af Kirkens Prælater — selve Sjællands Bi

skop — der begyndte Plyndringen. Da Joakim Rønnow 1529 havde købt sin

Bispeværdighed af Kongen og følgelig trængte stærkt til Penge, bad han Frue

Kirke om Hjælp og fik virkelig en Del af dens Sølvskat; Aaret efter tillod Bi

spen, at Borgmestre, Raad og menige Indbyggere i København til Hjælp til

Stadens Befæstning maatte erholde 600 Lod Sølv til Laan af Vor Frue Kirkes

Klenodier. Beløbet skulde ganske vist tilbagebetales, men under de daværende

usikre Forhold var der næppe noget Menneske, der ventede, det vilde ske.

Endnu var dog Kirkens almindelige Udstyr med Inventar af alle Slags til

bage. Altrene havde deres Tavler og Billeder i Behold. Da indtraf tredie Jule

dag 1530 Billedstormen — en i dansk Reformationshistorie ret enestaaende

Begivenhed, mærkelig ved sin Voldsomhed og hele revolutionære Karakter.

Det er en af de meget faa Gange, Københavnerne vides at have gjort Re

volution !

Nævnte Dag, fortæller den fromme og højtansete Kannik, Mathias Pedersen,

»blev Collegiatkirken i København skændet af de af Djævelens Aand indblæste

Lutheranere. Vildere end selve Tyrken skaanede de intetsomhelst af, hvad der

var viet til gudeligt Brug, ja end ikke Eucharistiens Sakramente«. Og For

fatteren af Skibby-Krøniken maler med voldsomme Ord et Billede af de Tu

multer, der gik for sig, anførte af Ambrosius Bogbinder. Hans Harme og For

argelse baade høres og føles den Dag i Dag gennem de forbittrede Ord: »Grebne

af et utroligt Raseri og Vanvid styrtede nogle Lutheranere fra København

ind i Vor Frue Kirke, som er den største og ypperste Kirke i denne By, og

vanhelligede den med deres kirkeranske Hænder. Først omstyrtede de alle

Helgenbillederne, spyttede paa dem, slog dem med Næveslag og spottede dem

med forargelige Skældsord, medens de sønderslog dem med deres Øxer. Og

derpaa trængte de ind i Koret, hvor de fuldstændig ødelagde Kannikestolene

og alt Panelværket. Højalteret forblev dog uskadt, da Byfogeden forsvarede

det med Fare for sit Liv; men alt andet blev vanhelliget, man gik endog saa

vidt, at man sønderrev Bøgerne. Men de Skældsord og Forbandelser, hvormed

Christi Præster og i det hele taget alt, hvad der er helligt i vor Religion, over-