37
halvthundrede Altre, Højalteret iberegnet! Hvad har der ikke været af kost
bart Alterudstyr, af straalende og fantastiske Reliquieskrin og -gemmer, og af
alskens Messerede, bl. a. Kaaber i Gyldenstykke og Fløjl. Og i Højkoret har
nedenfor Højalteret til begge Sider Kannikestolenes Rækker staaet Vagt. Af
direkte Omtale kendes kun det store Vievandskar af Bronce, der stod ved en
af Kirkens Indgange og saa den »Ildpande« midt i Kirken, der var skænket
til at varme lidt op i det store Rum ved Vintertid.
Intet som helst er nu tilbage af al den Skønhed i Sten, Træ, Metal og væ
vede Stoffer, der engang var denne Kirkes — end ikke en eneste af de talrige
Gravsten er bevaret. Langsomt tømtes Kirken for sine Klenodier allerede i
Katolicismens sidste Dage.
Ejendommeligt nok var det en af Kirkens Prælater — selve Sjællands Bi
skop — der begyndte Plyndringen. Da Joakim Rønnow 1529 havde købt sin
Bispeværdighed af Kongen og følgelig trængte stærkt til Penge, bad han Frue
Kirke om Hjælp og fik virkelig en Del af dens Sølvskat; Aaret efter tillod Bi
spen, at Borgmestre, Raad og menige Indbyggere i København til Hjælp til
Stadens Befæstning maatte erholde 600 Lod Sølv til Laan af Vor Frue Kirkes
Klenodier. Beløbet skulde ganske vist tilbagebetales, men under de daværende
usikre Forhold var der næppe noget Menneske, der ventede, det vilde ske.
Endnu var dog Kirkens almindelige Udstyr med Inventar af alle Slags til
bage. Altrene havde deres Tavler og Billeder i Behold. Da indtraf tredie Jule
dag 1530 Billedstormen — en i dansk Reformationshistorie ret enestaaende
Begivenhed, mærkelig ved sin Voldsomhed og hele revolutionære Karakter.
Det er en af de meget faa Gange, Københavnerne vides at have gjort Re
volution !
Nævnte Dag, fortæller den fromme og højtansete Kannik, Mathias Pedersen,
»blev Collegiatkirken i København skændet af de af Djævelens Aand indblæste
Lutheranere. Vildere end selve Tyrken skaanede de intetsomhelst af, hvad der
var viet til gudeligt Brug, ja end ikke Eucharistiens Sakramente«. Og For
fatteren af Skibby-Krøniken maler med voldsomme Ord et Billede af de Tu
multer, der gik for sig, anførte af Ambrosius Bogbinder. Hans Harme og For
argelse baade høres og føles den Dag i Dag gennem de forbittrede Ord: »Grebne
af et utroligt Raseri og Vanvid styrtede nogle Lutheranere fra København
ind i Vor Frue Kirke, som er den største og ypperste Kirke i denne By, og
vanhelligede den med deres kirkeranske Hænder. Først omstyrtede de alle
Helgenbillederne, spyttede paa dem, slog dem med Næveslag og spottede dem
med forargelige Skældsord, medens de sønderslog dem med deres Øxer. Og
derpaa trængte de ind i Koret, hvor de fuldstændig ødelagde Kannikestolene
og alt Panelværket. Højalteret forblev dog uskadt, da Byfogeden forsvarede
det med Fare for sit Liv; men alt andet blev vanhelliget, man gik endog saa
vidt, at man sønderrev Bøgerne. Men de Skældsord og Forbandelser, hvormed
Christi Præster og i det hele taget alt, hvad der er helligt i vor Religion, over-