sik og spillede temmelig færdigt paa Claveer. Den
daværende Modecomponist S c h o b e r t var hendes
Yndling, og naar der var Selskab, spillede hun
sædvanlig et P a r Sonater af ham, som hendes
Fader B e r n h a r d C h r i s t o p h H e u s e r accom-
pagnerede paa Violin.
Jeg kan ikke sige, denne Musik gjorde mig
synderlig Glæde, men desto dybere Indtryk paa
mig gjorde Selskabets lydelige og eenstemmige
Roes, og jeg ønskede undertiden ogsaa at kunne
spille som min Moder for som hun — at blive
rost. Jeg begyndte altsaa, naar jeg var ene, paa
Barneviis at famle paa Claveret for at forsøge om
jeg ikke af mig selv kunde lære at spille.
Da i
Aaret 1782 min Bedstefader. H e u s e r engang lagde
Mærke hertil, sagde han: «Dreng, naar du har
Lyst til at lære ordentlig at spille, vil jeg lære
dig det.« Mine Forældre (min Moder havde giftet
sig igjen 1781 og fortsat Handelen) modtoge F o r
slaget med Glæde, og det blev nu besluttet at
sende mig ordentlig i Skole hos ham.
Hidtil havde jeg lært franske Gloser hos en
gammel Française, der holdt Skole for Drenge og
Piger, og hos en gammel værkbrudden Lærer to
Gange om Ugen lært at læse og skrive til Nød
tørft. Min Bedstefader var Cantor ved Hovedkir
ken i Altona og Lærer i Gymnasiets nederste
Classe.
Han gav Underviisning i Religion, Géo
graphie, Latin og Sang, thi hans Disciple vare