17 / 241
12
Jeg havde den største Ly st til at lære at
spille paa Orgel; en lille Afhandling om Orgel
byggeriet, som jeg fandt i min Bedstefaders Bib-
liothek, havde gjort mig temmelig nøje bekjendt
med Orgelets Structur, — men E n d t e r havde et
altfor fornemt Væsen til at jeg skulde have vovet
at anmode ham om Undervisning.
En gammel
tør Organist paa Hamborger - Berg, ved Navn
T a n t a u tilbød sig at lære mig det; jeg var ogsaa
et P a r Gange hos ham, men da han saae, at jeg
ikke forstod Noget af Generalbassen, raadede han
mig til først at lære den.
Dertil havde jeg nu
ingen Lyst, og saa var den Sag tilende.
Jeg phantaserede ogsaa hele Timer paa Vio
lin, som min Bedstefader havde lært mig at spille,
saa godt han forstod.
N aar rejsende Virtuoser
lode sig høre i Altona eller Hamborg, forsømte
han aldrig at gaae derhen, hvorved jeg og min
Moder sædvanlig fulgte med ham.
P a a denne
Maade fik jeg at høre: Abbé V o g l e r , hvis Spil
gjorde stort Indtryk paa mig, L o 11i, C a m -
p a g n o l i , F r i e d r i c h B e n d a og hans Kone,
Madame L a n g e , A m b r o s c h og Andre, nogle
Virtuoser paa Blæseinstrumenter, hvis Navne jeg
ikke erindrer, og nogle italienske Buffo-Sangere
og Sangerinder.
Snart forsøgte jeg ogsaa at synge Bravour-
arier og afskrev Alt, hvad jeg blot kunde faae fat
paa.
Jeg havde en Discantstemme af stort Om