20 / 241
15
G a e h l e r , var B a c h allerede temmelig gammel
og kom kun sjelden til G a e h l e r .
Jeg maa imidlertid tilstaae, at jeg ikke syn
derlig benyttede G a e h i e r s Beredvillighed og Til
bud; en Sonate af Boccherini var mig kjærere end
den skjønneste Fuga af S. B a c h ; ham beundrede
jeg kun som en Heros uden at elske ham. Ogsaa
laante G a e h l e r mig nogle theoretiske Værker:
F u x ’s »Gradus ad Pernassum», Kirnberger’s »Kunst
des reinen Satzes«, og Bach’s »Ueber die wahre
A rt das Clavier zu spielen«; men som en letsin
dig tolv -tretten Aars Dreng brød jeg mig lidet om
dem, kigede vel engang i Bøgerne, men da de fore
kom mig overmaade tørre og uinteressante, lod jeg
dem ligge.
Bach ’s Værk interesserede mig dog
nogenlunde, jeg gjennembladede det med temmelig
Opmærksomhed, og i høj Grad nyt var mig Ca-
pitlet om Manererne, hvoraf jeg afskrev mig det
Meste.
Ved denne Lejlighed maa jeg bemærke, at
jeg slet ikke var vant til at læse alvorlige og vi
denskabelige Værker, og aandelig at anstrænge
mig.
Mine Forældre og min Bedstefader holdt
meget af mig og gjorde deres for at opdrage mig
saa godt de forstode, og lod mig lære Alt, hvad
de holdt for nødvendigt og nyttigt.
Hvad jeg
endnu takker min Moder for i hendes Grav, er,
a t hun holdt os Børn strengt til Reenlighed og
Orden. Men hvad jeg lærte ved Underviisning var