16 / 241
11
Min Bedstefader, en fyrig, musikalsk E n thu
siast, der endnu oppe i de Halvfjerds, endog i den
strengeste V inter, ikke skyede den lange Vej til
den modsatte Ende af Hamborg, naar en ny Mu
sik af Bach skulde opføres, og som dertil løb saa
hurtigt i sin tykke Bjørneskindspels, at jeg ikke
kunde følge ham, og gled hen ad de frosne Rende
stene, som en tiaars Dreng — hvad jeg ikke kunde
gjøre ham efter, hvem desuden alle gymnastiske
Øvelser vare strengt forbudne — kom snart i den
meest levende Henrykkelse over mine musikalske
Fremskridt, roste og priste mig for Fremmede —
i min Nærværelse — som Verdens ottende Under
værk, og blev ikke træ t af at producere mig over
alt som den første Claveerspiller.
Men dengang, omtrent 1785, phantaserede jeg
ogsaa allerede uden mindste Kundskab om Gene
ralbas eller Composition, frisk væk og næsten dag
lig med større Færdighed. En vis Hofraad H a g e r ,
der undertiden besøgte mine Forældre og bestan
dig blev anmodet om at phantasere, og hvis P h a n
tasier ogsaa løftedes til Skyerne af min Moder og
min Bedstefader, havde vakt Lyst hos mig til at
phantasere og ægget mig til at efterligne ham.
Ogsaa Organist E n d t e r ved Hovedkirken var b e
rømt for sin Phantaseren, og jeg hørte tidt hans
Spil paa Orgelværket med Beundring, uden at lade
mig forstyrre af hans hæslige Grimasser derved.