132 / 241
Aseninde, thi ligesom Børnene da blive Muuldyr,
saa vilde da ogsaa hans Børn blive bare Muul-
jøder.
Herover opstod da en frygtelig L atter og
Spektakel.«
(d. 5. Decbr. 1839.)
W . ’s Ildebefindende træder
bestandig oftere frem.
Han foreskriver sig selv
Medicin og har megen Tillid til dens gode V irk
ninger.
Ogsaa h ar han økonomiske Sorger, som
forøgedes ved Frederik d. 6tes Død, idet han
frygter for at gaae Glip af det sædvanlige Gratiale.
W . forespørger sig hos Professor Clausen, hvad
der er paatænk t med Hensyn til Cantaten til
Universitetets Sørgefest i Anledning af Kongens
Død.
Men endnu var ingen Bestemmelse tagen.
Biskoppen vidste heller ikke endnu Noget om
Sørgehøjtideligheden i Kirken.
W . gaaer da til
E ta ts ra a d Schønberg paa Hofstuen, hvor der just
var begyndt paa et Brev til ham, hvori der meldes,
a t efter Christian d. 8des Befaling skulde W . og
Oehlenschlager levere Cantaten til Begravelses-
Højtiden i Roeskilde Kirke.
W . , som frygtede
for, at Digteren skulde gjøre den for lang, faaer
En paa Contoiret til at lade indflyde i Meddelelsen
til Oehl. en Advarsel mod altfor stor Vidtløftig
hed.
I dette Brev meddeles flere Træk af Be
stræbelserne for at formaae den nye Konge til
at indføre Trykkefrihed og en Constitution.
W .s
Sympathier gaae i en ganske anden Retning; han
er saa loyal og royal, som Nogen kan være. Lige