128 / 241
119
vexling, og denne afgiver den bedste Underretning
om W .’s sidste Leveaar, hvorfor jeg deraf vil ud
drage de meest charakter isti ske Træk. Kun hvor
Tidsangivelsen kan have nogen Interesse tilføjer
jeg Brevets Dato.
W . omfattede sin Plejesøns Forlovede, An
tonia Hass, med den inderligste, faderlige K jæ r-
lighed, kalder hende »sit Barn«, »sin kjære Datter«,
sig selv »din Pleje-Sv iger-Papa« . Da hun engang
befandt sig ilde, skrev W ., der altid havde Lyst
til at agere Doctor, Recepter p aa den Medicin, hun
skulde bruge. Han curerede ogsaa ofte paa sig
selv, idet han jevnlig led af Congestioner til Ho
vedet og frygtede et apoplectisk Anfald, hvorfor
han aflagde at drikke Kaffe og Snap s, og afslog
mangen Indbydelse, skjøndt ugjerne, da han nok
holdt af et lækkert Maaltid med god Yiin til.
»Soli ich denn sterben« — skriver han i et Brev
fra 1839 — »saa Fa rv el, Børn; see til, at faae
mig simpelt begravet, min Gjæld betalt, og tag
sa a , hvad der bliver tilovers.» I et Brev fra
samme Tid, skrevet i Roeskilde under Opholdet hos
Pastor Hertz, skildrer han sin Glæde over en lille
Pige, Betty: »Hun er altid venlig og begynder nu
at snakke; jeg hedder W e i me i. I de sidste
Dage, jeg var der, begyndte hun at gaae alene,
hvorover hun blev saa glad, at hun foer afsted,
saa Bole neppe kunde styre hende. Adskillige
Gange faldt hun, men det brød hun sig kun lidt