127 / 241
118
Lejligheder. Som et lille Træk af hans Hjertelag
i denne Henseende kunde det maaskee tjene, at
da jeg en Dag besøgte ham, og hans Opvarterske,
der tillige med sin Mand, som var Po rtner i
Gaarden, passede ham, havde lukket mig op med
sit Barn paa A rmen , spurgte han mig, om jeg
havde lagt Mærke til den lille raske Dreng, hun
havde. Da jeg h erp aa, ganske bevæget ved den
In teresse, W . yttrede for B a rn e t, svarede Ja,
vedblev han: »De gaaer tidt her og dangier med
det Barn og kan ikke faae det til R o ; saa tager
jeg det paa Armen, sætter mig med det derhenne
i Lænestolen, lægger dets Hoved op til mig, og
saa sover det strax.«
I A aret 1820 gjorde han Bekjendtskab med
senere Pasto r Schaumburg-Müller, der i 1826 kom
i Huset til ham som hans Plejesøn. W . vilde
gjerne adoptere ham og give ham sit Navn, men
det vilde den unge Mand ikke gaae ind paa, fordi
det stred baade mod hans egen og hans endnu
levende Forældres Følelse. Dette gjorde imidlertid
ingen Forandring i Forholdet mellem dem, der
vedblev at være som mellem Fader og Søn. Hvor
kjærligt han tog sig af Sch. Müller, ligesom af de
andre unge Mennesker, der boede hos ham, vise
flere Breve til hans Plejesøn, hvori han udtaler
sig om disse Forhold. Sch. Müller blev nemlig
Stiftscantor til Vallø 1839, og Forbindelsen mellem
dem vedligeholdtes med stor Trofasthed ved B rev-