126 / 241
117
gode Weyse! Vær vis p aa, at Erindringen om
Dem, om de mange gode Timer af mit L iv , som
jeg skylder Dem, Deres Venskab, Deres Omgang,
Deres skjønne Toner, som jeg saa ofte savner, at
alt Dette lever i mit H jerte, og jeg tænker vil
overleve det i legemlig Tilstand. Nu lev v e l !
Tænk De ogsaa med Godhed paa Deres
hengivne Veninde
Thomasine Gyllembourg.
S k j æ r t o r s d a g . God Dag, lille gode W e y s e !
Inden jeg sender dette Brev bort, maa jeg endnu
sige Dem et P a r Ord. Kan De huske det Eventyr
om Svanerne, som De har læst for mig? Saadan
som det deri gaaer den gamle Mand, saadan gaaer
det ogsaa mig, at, naar Dampskibet kommer, saa
bliver jeg ligesom h a n , n aar Svanerne kom , saa
glad og lystig, og synes, at jeg er ganske nær
ved mine fjerne V e n n e r
Nu lev vel, min
rare Weyse! Skriv ogsaa nu snart til mig. En
glædelig Fest!
V.
Weyse følte vistnok altid Savnet af et eget
Familieliv, og søgte derfor Trøst i den inderlige
Tilslutning til de Familier, han levede sammen
med. Og hvor der var Børn, vandt han dem snart
ved at lege med dem og fortælle dem Historier.
Hans Kjærlighed til Børn traadte frem ved mange