121 / 241
112
skrive til Dem idag og derved forlyste mig selv
paa denne Palmesøndag.
Gid disse Linier, som
den første Dampbaad skal bringe Dem, maa finde
Dem fornøjet og frisk.
Jeg hører ofte igjennem
Buntzens, at De i denne Vinter ikke befinder Dem
fuldkommen vel.
Vi ville haabe paa Foraaret,
men det gjør os i Aar Tiden noget lang.
Det er saa længesiden jeg talte med Dem,
kjære Weyse! og jeg skulde altsaa have meget at
fortælle.
Det har jeg vist ogsaa; dog veed jeg
ikke selv, hvor jeg skal begynde eller ende. Jeg
synes, jeg veed De vil spørge mig, hvordan jeg
er fornøjet her i Kiel ? Og naar jeg nu vil svare
f o r t r o l i g herpaa, saa føler jeg, at det maa lade
som om jeg modsagde mig selv.
Jeg veed ikke,
hvordan jeg skal udtrykke mig; jeg kan sige: jeg
er overmaade fornøjet i Kiel; jeg vilde (paa det
nær, at jeg undertiden længes saameget efter mine
fraværende Venner, at jeg synes, jeg har en or
dentlig Hjemvee) ikke ønske bedre end at leve
og døe i Kiel; men paa den anden Side, om jeg
havde vidst, hvad det egentlig vilde sige at være
Lector ved Universitetet i Kiel, saa skulde jeg
før have slaaet mig selv paa Øret end gaaet saa
mangt et mødigt Trin, sagt saa mangt et unyttigt
Ord og slidt saamange pæne Sko , for at skaffe
min Ludvig en Stilling, hvori han som en sand
Stridshelt maa ene og med sin egen Kraft stride
mod lutter fjendtlige Kræfter. De maa vide, gode