120 / 241
111
og som han saa levende staaer i min Erindring,
næsten i mit hele Livs Erindring, i Glædes og
Kummers Dage.
Ludvig og jeg fandt engang
følgende Sentents skreven paa en Vinduesrude:
»L’absence est aux affections, ce que le vent est
au feu; il augmente le grand et étouffe le petit.«
Disse O rd , som jeg aldrig har kunnet glemme,
kan jeg med Sandhed anvende paa mit Venskab
for Dem, kjære Weyse.
Jeg synes re t, at jeg i
disse sidste næsten to hele A a r , hvori jeg har
levet saa langt fra alle mine gamle Venner, først
re t har følt, hvilken Skat Den ejer., som har
Weyse til Ven og til sin daglige Omgang.
Da
jeg skrev det J u l e v e r s t i l N i s s e n , da vare
mine Ord mere p ro p h e tisk e , end jeg var mig
bevidst; thi dengang, da De var Husets Nisse,
da var den rette Velsignelse i mit H u u s , og
Ludvig og jeg tale ofte om de Aar som de lykke
ligste, vi have oplevet. I enhver Samtale mellem
os om de forbigangne Dage føres vi altid til at
tale om vor Weyse, og det er virkelig besynder
ligt, hvor De er indvævet i alle vore Erindringer,
og hvor utallige smaa Ting, der minde os om
Dem.
Saaledes er jeg f. Ex. idag i Anledning
af Palmesøndagen kommet til at tænke paa, hvor
ledes De engang kom og gjorde mig en glad Aften
ved at læse for mig. i en Bog, der hed »Palmen-
sontag«, og hiin Aften, denne Bog og De selv
blev saa levende i mit Sind, at jeg besluttede at