190 / 241
181
C.
Sonnet til Sonnetten.
Tilgiv, ifald du hørte mig, du Hulde!
A t dristig jeg til dig mig turde trænge!
J e g vidste, Lyren havde fjorten Strænge,
Men vidste ej, hvordan de ordnes skulde.
Jeg t æ n k te : »det er nok, naar kun de lu lle!«
Og klimpred’ tidligen og klimpred’ silde,
Men aldrig kjælent nok de tone vilde!
»De er«, saa tænkte jeg, »ej vant til Kulde.«
Men W e y s e kjendte bedre dine Toner!
Han lærte mig a t ordne dine Strænge
Og være andengang lidt meer forsigtig. —
O du, som sværmer under Laurens Kroner!
Tilgiv, at atter jeg mig frem tør trænge
Med en Sonnet, nu troer jeg, den er rigtig!
Just Thiele.