197 / 241
186
Ej Tiden har svækket den skabende Aand
Og adspredt hans anende Drøm;
End bryder han vældig de jordiske Baand
I Tonernes Strøm.
K jækt gløder hans Øje, højt banker hans Bryst,
N aar Harpen udtaler hans Smerte og Lyst,
Hans B r a n s e , som L atteren vækker,
Og L u d l a m , hvis Taarer os skrækker,
Ved Udtryk og Sjæl er foreent.
Hans Krands er fortjent;.
Thi hans Kvad tone herligt, som reent!
Lev længe, vor W e y s e ! og udfold din Sjæl,
Mens Harpen for Folket du slaaer;
Du henter din Rigdom af Sandhedens Væld,
Som aldrig forgaaer.
J a , Danrigets Piger skal nynne din Sang,
Som fødtes og fødes i Dannemarks Vang ;
Din Lovsang fra Templet skal svæve
Og Aanden til Guddommen hæve
Ved herligt Halle lu jah -Cho r!
Som hædret og stor
Evigt W e y s e skal mindes i Nord!
Th. Overskou.