203 / 241
192
Du var, mens femti Aar forgik,
I dette Sprog vor Læ rer og vor Leder;
Dit Hjerte var dets Grammatik,
Og Orglet var dit mægtige Catheder:
Og hvad du lærte, sank ej goldt til Jord,
F ra Folkets Bryst det tusindfold gjenklinger,
Og gjennem dine egne Toners Chor '
Dit Navn sig over Tidens Bølge svinger!
Poul Rytter.
IV.
Mel. Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden.
Der er et Land — dets Kreds er vid som Jorden,
Og fra dets Grændser flygte Sorg og Savn:
Det favner Syd — det fatter højt om Norden;
Og T o n e l a n d e t er dets favre Navn.
I sølvblaa Hav et lyst, et lifligt Eden,
Med tæ tte Hegn, hvor Nattergale slaae —
Melodisk mild, liig Røst af Kjærligheden,
E n Sommerluftning vugger Blad og Straa.
Der er hans Hjem, — der fik han Borg og Fæste,
Der blev han Mand, der kvad han stæ rk og fri;
Der hug han ind sit Navn iblandt de bedste
P a a højen Fjeld, Udødeligheds Sti.
Ud fra hans Stræng der gik en mægtig Psalme;
Det skjalv i Lilliens Kalk, i Rosens Stok ;
Men dybt og stæ rkt sig rørte Fredens Palme
Og bøjed’ ømt sin Krone mod hans Lok.