208 / 241
197
Q v i n t e t .
Dyrebart er os dit Minde,
Danmarks Møer dig Krandse binde,
Du var ømme Hjerters Tolk.
Højt din Lyra Sjælen svinger.
Andagts Vinger
Din Begejstring gav dit Folk.
Munterheden selv du skjænkte
Adel ved din Toneleg;
Men da hen du Harpen hængte,
D a blev Glædens Rose bleg.
Q v a r t e t .
Weyse! tidt, n aar Vaarens Morgenrøde
Bredes over Græs og Blomster ud,
Smile skal din Aand til os fra Gud,
Mens vort Øre Lærkens Toner møde.
Og n aar høstligt Maanens blege Lue
Spreder Vemod over Skov og Vang,
Skal igjen ved Nattergalesang
Vi som Engel dig ved Harpen skue.
Ch o r al.
Ej Dødens Haand dig raned;
Den Harmonie, du aned,
Du nu først ret
forstaa.er.
Dig Engles Chor indvier
Til hine Melodier
Som jordisk Læben ej formaaer.