204 / 241
193
Og hver en Røst i høje Toners Rige
H ar i hans Sjæl sin Løndom aabenbar’t,;
Hvad Stormen sang, hvad Lundens Alfer sige,
Selv Løvets Vift han tolked’ skjønt og klart.
Han kjender Havets Dyb, der mægtigt strømmer
Med Orgelrøst i stærke Yindes Favn,
Som Kildens Væld, der sødt i Aftnen drømmer,
Mens alle Vover risle W e y s e s Navn.
Men hvad han kvad i Solens Aftenlue,
Hvor klare Bølger rulled til hans Sang,
Og hvad han kvad i Templets høje Bue,
Det glemmes ej — det har en evig K la n g !
Han Strængen slog — liig Røst af gammel Sage
Den lød saa fuldt, paa ægte nordisk V iis :
Nu fra sin Sangbund klinger den tilbage
F ra Nordens Bryst, o Sanger, til din Priis! —
F. J. Hansen
V.
C a n t i l e n a p r o m o t o r i a . *)
(Hauniæ 4. Apr. 1842.)
Certe cum honoribus
Tibi jam oblatis
Accepisti minime
S a p i e n t i satis,
*)
P ro m o tio n s sang.
(Kjøbenhavn d. 4. April 1842).
1. Vistnok med den Hædersløn, Som dig alt er
given, Har du endnu ej erholdt Den, du veed nok,
13