198 / 241
187
E.
T i l W e y s e s J u b i l æ u m
(d. 4de April 1842).
I.
Til den unge Doctor pliil. Prof. Weyse.
Mel. Langt højere Bjerge saa vide paa Jord.
E r Striden de lana caprina*) forbi,
Og Præses h ar holdt sine Taler,
Da kaares en Doctor i Philosophie
Og hilses ved fyldte Pocaler.
Men sjeldnere skeer, om end ej det er nyt,
A t see ham creeret foruden Dispyt.
Dog her ikke let kunde Strid finde Sted,
Slet In te t var her disputabelt;
Her gav Harmoniernes Fader sin Fred,
Han gjør selv Diplomet cantabelt.
Den Mand, Facultetet har k aaret til sin,
Har skrevet sin Adkomst paa Nodelatin.
Og er ej den rigtige Philosophie
Den Eenhed, som stærkest forbinder?
Men hvad er vel Eenhed, som den Harmonie,
Hvis Næ t sig om Tonerne spinder?
Hvad Yiisdommen taler til A a n d e n med O r d ,
Det toner for S j æ l e n i S t e m m e r n e s Chor.
*) Strid om Gedernes Bedækning er Haar eller Uld (o:
Trætte om en ubetydelig Ting).