196 / 241
185
Men naar engang paa Eders Himmelstige
Han iler bort fra hvert et jordisk Savn,
Da vil ej derfor troløst I ham svige,
Men bygge stolt en Bauta om hans Navn!
Dog mangt et herligt Værk skal Lyset skue,
Fø r dette skeer.« — Saa talte hun og svandt.
Og roligt blev der i den lille Stue,
Hvor Barnet slumrende sin Himmel vandt.
H. P. Holst.
III.
(Efter Opførelsen af »Kenilworth«.)
Mel. Herr Oberst! en Skotte maa slaae for sit Land.
De Toner, som svæved melodisk forbi,
Ej smigred vort Øre og svandt;
Thi Storhed sig klædte i reen Harmonie
Og Hjerterne vandt!
Den kunstrige Mester, som Strængene slog,
Begejstringens Ild kun af Himlen modtog;
Dens F ryd han til Jorden os bringer
P a a Tonernes Vinger;
I Kirken og Musernes Hal
Erindres han skal
Som det Helliges sjælfulde Skjald!