195 / 241
184
Hun vinked blidt, og strax en himmelsk Sk are
Usynligt flokked sig i snevre Yraa.
Og da de alle nu forsamled’ vare,
D a rejste Feen sig og talte saa:
»I stakkels Børn, der flakke om og spredes
Landflygtige imellem Syd og Nord!
1 T o n e r , der saa vidt i Verden bredes,
Og dog saa sjelden fandt et Hjem paa Jord !
Til dette Barn idag jeg E d e r fængsler.
O, flokker E d er kjærligt, hvor han gaaer,
Og aander Eders Haab og Ly st og Længsler
Kun uformærket i hans Hjertes Vaar!
S a a vil engang taknemligt han J e r sanke
Og flette J e r som Blomster i en Krands,
Og alle I, der nu maae huusvildt vanke,
I skulle da med Stolthed nævnes h a n s ;
I Kunstens Sale og i Bondens Hytte
Skal I p aa Alles Læber varigt boe,
Og fromme Christne skal med Andagt lytte
Til J e r i Kirkens alvorsfulde Ro.
Som Konge skal han herske i J e r t Rige,
Dog frygter ej, at strenge blier hans Bud!
Ak n e j ! om ham vil man med Sandhed sige,
A t til J e r Konge valgtes han af Gud.
Thi ve den Frække, den Formastelige,
Der, fristet blot af Æ re n s ydre Giands,
Vil ham fortrænge af hans stolte Rige
Og plukke Blade af hans vundne K r a n d s !