71 / 241
6 4
han nogensinde, naar Skjæbnen saae blidere til
ham, turde gjøre sig Haab om hendes Haand. Det
Svar, Julie havde tilføjet, indeholdt en Deel al
mindelige Bemærkninger, som: Hvem skulde ej
elske en Weyse, der glimrer ved Vittighed, Genie
o. s. v. Heraf skulde han nu ikke kunne uddrage
noget egentlig Svar paa sit Spørgsmaal: men Den,
der haaber, troer gjerne paa sit Haabs Opfyldelse,
og saaledes gik det W. Der var kort efter Sel
skab hos Julies Forældre. Man ønskede, at de
skulde spille og synge; de gjorde det. Da de
vare færdige, fjernede tilfældigviis Selskabet sig,
og de bleve ene. W. stod op fra sin S to l, om
favnede hende og vilde kysse hende, men hun
vendte sig kold fra ham.
Dette smertede ham;
han bebrejdede hende, at hun misbrugte sin Magt
over ham og gik. Neppe var han kommen uden
for Døren, før Julie ilede efter h am , kastede sig
i hans Arme og trykkede brændende Kys paa
hans Læber. Der blev ikke vexlet et O rd , men
W. følte sig som det lykkeligste Menneske. Dog,
det varede ikke længe. Snart var hun tilbage
holdende, snart imødekommende.
Engang vare
Forældrene udbedte i Selskab, og Julie var
ene hjemme, da hun først sildigere paa Dagen
skulde i et andet Selskab. Dette vidste W . og
kom. »Der« — fortalte W. i sit 59de Var med
Ungdomsvarme til en Ven — »stod hun, iført en
sort Silkekjole, med de lange so rte, efter Dati-