74 / 241
65
dens Mode nedhængende Lokker.«
Weyse var
henrykt, han nærmede sig hende, løftede Lokkerne
tilside og betragtede den skjønne P a nd e ; men
Julie var forstemt. Dog ønskede hun at synge,
og W . satte sig til Claveret. Da de havde sun
get og spillet lidt, kom det til en Samtale. W .
berørte nu sin Kjærlighed og trængte i hende.
Hendes Svar var: »hun vilde være hans Veninde
i højeste Maal; men aldrig mere. Vel var hun
ingen Prindsesse«, men, føjede W . i Tankerne til:
for den fattige Organist var hun dog ikke. Denne
Betydning lagde W . idetmindste dengang i hendes
Ord; senere lærte h a n , som vi ville faae at see,
a t give dem en mildere Udtydning og et andet
Udspring end af et koldt Hjerte. Men nu blev
han opbragt og forlod hende. Da han kom hjem
udøste han sit Hjerte for sin kjære Ven Kramer,
samlede alle de Minder — og de vare ikke faa —
som han havde fra hende, indpakkede dem tillige
med et bittert Brev i samme Couvert og vilde
bortsende dem, men Frygten for, at hun skulde
brænde Brevet tilligemed de andre Sager uden at
have læst d e t, bevægede ham , til a t pakke hine
Erindringer i en Couvert for sig og lægge Brevet
i en anden. Forsynet med begge Dele gik han til
Julie, men kunde aldeles ikke blive ene med hende.
Han leverede da begge Dele til en Søster af Julie
med den Bøn, at hun vilde give hende dem, og
gik. Brevet lød saaledes:
5