79 / 241
skete i Havets Bølger, skyldes fornemmelig lians
Ven Kramer.
A t Julie befandt sig i en meget sørgmodig
Stemning, derom maa allerede det Foregaaende
kunne vidne1; men hendes Forhold vil blive endnu
klarere af det Følgende. En Faders Yillie med
Hensyn til sin Datters Valg havde i hine Tider
stø rre, mere afgjørende Indflydelse, end nu; og
Julie kjendte sin Faders Uvillie mod en Forbin
delse mellem hende og Weyse. Det var derfor
kun Lydighed mod Fa d e ren , der lagde Datteren
hine Ord i Munden, hvorved hun vilde tilkjende-
give Weyse Hindringen for deres Forbindelse, men
som hun gav en saa uheldig Fo rm , og som hun
saa inderlig fortrød. Med Udtrykket: »Vel er jeg
ingen Prindsesse, men« — vilde hun vistnok sige:
Vel anseer Fader mig ikke for en Prindsesse, men
hans Fordringer til Livet modsætte sig vor F o r
bindelse. Senere troede W . selv, og har udtalt
det for en V en , at hans Ønskes Opnaaelse ikke
vilde have ført ham frem paa den Vej, han var
bestemt til a t gaae, men a t han rimeligviis var
bleven — Kjøbmand! A t han selv i denne Stil
ling vist ikke vilde have kunnet lade være at af
lægge Vidnesbyrd om sit G e n ie , kan vel med
Sikkerhed antages; men vistnok vilde han ikke
have naaet sit Maal saaledes som efter at have
gjennemgaaet denne store Hjertesorg.
70