WeysesBiographie

var sig bevidst, behøvede at liste sig bort, og da

han vidste, at Julie med Familie næste Dag vilde

komme i Selskab hos Professor Moldenhawers,

tvang han, saa at sige, Fruen til ogsaa at invitere

ham. Man kom, satte sig tilbords, W. og K ra

mer ved den ene Bordende, Julie og Henriette ved

den anden, og Forstillelsen fejrede sin Triumph.

Baade Julie og W. vare saa interessante, a t det

hele Selskab beundrede deres Elskværdighed. Men

i deres Indre saae det kun sørgeligt ud! og de

skiltes meget forstemte. En Dag havde Julie faaet

at vide, at W . var hos Pastor Mantheys, og op

ad Dagen kom hun der og blev af den gamle Fru

Manthey modtaget med det Udraab: »Gud skee

Lov! vi seer dig. Naa, Børn, nu skal I spille og

synge«. Man satte sig til G a v e re t, og det gik

som det bedst kunde. Med friske Farver stode

a tter de mange lykkelige Timer, Weyse havde

henlevet i dette Forhold, malede for hans E rin

dring. A t der for Julies Sjæl stode de samme

Billeder, er ikke at betvivle. Han følte atter den

gamle Kjærlighed oplue i sit Hjerte og besluttede,

hellere at overskjære Knuden, end at den ved at

strammes mere skulde springe af sig selv. Julie

havde saa tidt draget ham til sig og atter stødt

ham bort. Han besluttede nu ved, om muligt,

aldrig at see hende mere, at dæmpe Flammen,

hvis han ej kunde slukke den. A t dette ikke