109 / 265
POLIT IBET JENT I KØBENHAVN
1 0 7
Der påhvilede også betjentene andre pligter efter tur. Således var
der forkyndelse af stævninger, udbringelse af tilsigelser til møde i
retten - samt at gå »med de løse«. Hvad dette sidste udtryk dækkede,
har jeg aldrig skaffet mig opklaring på. Endvidere måtte betjenten
møde i retten, når en af hans sager skulle behandles. Dette kunne
naturligvis også forekomme under dagtjeneste.
I 1886-87 havde min far post 15, som muligvis lå omkring ved
stadsgraven, d.v.s. vel nærmest hvor rådhuset nu ligger ved Vester
Voldgade. Denne min antagelse skyldes, at min far har fortalt mig, at
i sin allerførste tid som politibetjent skulle han en dag jage nogle dren
ge - eller var det ålestangere - bort fra isen på stadsgraven. Herunder
gled han og faldt nok så nydeligt på halen til moro for dem, der over
værede hændelsen og til så megen skamfuldhed for ham selv, at han
opgav forfølgelsen og luskede væk.
Det kan måske være på sin plads, inden jeg går videre, lige at
nævne et par ting om forholdene her i landet og i København på dette
tidspunkt.
Der var stærk politisk spænding. Estrup var konseilspræsident og
regerede på provisoriske love, og en dag i 1885 affyrede en typograf,
Julius Rasmussen, to revolverskud mod ham uden for hans bolig på
Toldbodvej. Dette drastiske udslag af den almindelige uro gav an
ledning til udvidelse af politistyrken i København, og det er da ikke
umuligt, at dette øgede min fars chancer for den ansættelse, han fik
i januar 1886.
Samtidig oprettedes et gendarmerikorps (»de lyseblå«), som skulle
bidrage til opretholdelse af ro ude i landet. Den stærke politiske mod
stand mod Estrup fra store befolkningsdeles side — ikke mindst fra
venstrepartiet og arbejderne - gav sig nu også udslag i had mod gen
darmerikorpset, som generedes på mange måder af befolkningen.
Som et kuriosum kan nævnes, at min mor til mig har givet udtryk for
en anden side af sagen. Hun fortalte, at man ude på landet følte øget
tryghed ved gendarmernes patrouilletjeneste, idet man var mere i
fred for landevejsbisser og omstrejfere, som ikke mere følte sig sikre,
men holdt sig mere skjult end før. Men måske har det konservative
sindelag, der altid var fremherskende i min mors hjem i Faldsled,
medført, at man der ikke nærede uvenlige følelser overfor Estrup’ske
foranstaltninger, taget i al almindelighed, og min mors personlige ind