112 / 265
110
RUDOLF NIELSEN
genstunden, udtalte de til min far forundring over, at vognen ikke
stod, hvor de havde efterladt den. Nogen måtte have været på spil,
men min far røbede ikke, at det var ham.
Som supplement til den medbragte nattemad havde min far kaffe
på en lille feltflaskelignende dunk med prop i. Han havde nøgle til
en af de små døre i Børsens langfacade. Her kunne han gå ind og
varme kaffen. Varmegiverens art kender jeg ikke - mon det kan have
været gas?
På dagvagterne havde han et helt andet tilflugtssted for et kort op
hold. Det var i Tøjhusgade, - hvor den ene af de onkler, der var
ansat i kongens staldetat, havde tjenestebolig. Min far udtrykte ofte
sin store forundring over, at denne udskejelse, der forekom næsten
daglig, aldrig nogensinde blev opdaget af inspektionsbetjentene -
endda der også var civile inspicerende, som ikke røbedes af nogen
uniform.
Sagen var jo den, at en eventuel forladen af posten altid var for
bundet med fare for at blive opdaget af en opdukkende inspektions
betjent, som i værste fald afleverede notits på stationen om fraværel
sen. Betjenten gav naturligvis altid en eller anden forklaring (han
havde været på toilet e. lign.), selv om det var en »søforklaring«.
Min fars indgående kendskab til postens smuthuller gav mange mu
ligheder for at forsvinde lidt, f.eks . i en af beværtningerne, hos bro
vagten - eller hvad ved jeg. I madam Hansens beværtning var han
meget velkommen til et hastigt besøg med en pandekage og en kop
kaffe som traktement. Her skal tilføjes, at min mor og jeg (der var
enebarn) lejlighedsvis tog som en udflugt at besøge min far på posten,
og jeg husker, at vi ved i hvert fald een lejlighed var med min far inde
hos madam Hansen og få pandekager.
Min fars mangeårige patrouillering omkring Børsen gjorde ham
til en kendt mand på stedet, også fordi han var en markant person
med sit fuldskæg og hele kraftige apparition. Og selvfølgelig - han
kendte alle de fremstående samfundsborgere, der havde deres gang
omkring dette centrum for finans og handel. Sådan var han på »hil
sen« med Tietgen og Heide.
Det gjaldt ikke mindst den sidste. Ham fik han en lille passiar med
en gang imellem, og en dag spurgte han, om det var muligt for direk
tøren (der også var i bestyrelsen for sporvejsselskabet - måske direk