31 / 265
KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND
2 9
som grundlag for sin kamp mod deres vinterliggeri på Island. Hvor
svært det alligevel var at håndhæve dette forbud, ses af, at der i
Eggert Hannessons regnskab for 1552-53 optræder to tyskere, der har
betalt en ekstra told til kongen for at måtte blive på øen vinteren
over.80
Københavns borgmestre og råd havde Vestmannaeyjar i forlening
på afgift til april 1558, hvor Christian I II overdrog lenet til den
københavnske købmand Simon Surbek på regnskab.81 Herefter blev
hele Island som regnskabslen styret af fogeder direkte udnævnt af den
danske konge og underlagt hans umiddelbare kontrol.
I årene 155 1-55 sendte Christian I I I hvert år et eller flere orlogs
skibe til Island, og det lykkedes ham i disse år at få konsolideret sit
herredømme over øen. Lensmændene, der var trænede hærfolk, fik
til opgave at kontrollere, om alle lagmænd og sysselmænd var kongen
tro og i tvivlstilfælde at udskifte dem med andre, og de fik ordre til
at få nedskrevet en jordebog over alt kongeligt gods på Island om
fattende også det gejstlige gods, der var tilfaldet ham efter at reforma
tionen var blevet gennemført. Til superintendent i Holar udpegede
kongen Olafr Hjaltason,82 der i lighed med Skalholtbispen Marteinn
Einarsson fik undervisning i den rette lære hos Sjællands biskop Peder
Palladius. Der er i disse år ingen omtale af sammenstød mellem den
danske foged på Island og de udenlandske købmænd. Disse har som
islændingene anerkendt kongens magt, tydeliggjort ved hans orlogs
skibe, og formodentlig derfor ikke vovet sig ud over det, overenskom
sten fra 15 5 1 havde givet dem ret til. Det var hermed lykkedes Chri
stian I I I at standse hanseaternes, især hamborgernes handelsekspan
sion på Island, der havde været en trussel mod den danske konges
herredømme over øen.
På hvilken måde spillede københavnernes forlening med Island ind
i denne sammenhæng?
Der er ingen tvivl om, at Christian I I I selv betragtede det eksperi
ment, det havde været, at lade Københavns magistrat overtage admi
nistrationen af Island og dermed overlade det til det frie initiativ at
løse Islands handelsmæssige problem, som en fiasko. Det er imidler
tid sandsynligt, at det netop var københavnerne, der tvang kongen
til at indse, at han nu måtte gøre noget virkningsfuldt for at sikre
sit herredømme over øen. Københavnerne viste sig at være meget nid
kære i deres administration, idet de krævede, at de regler, der var