Previous Page  26 / 265 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 26 / 265 Next Page
Page Background

2 4

B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU

danskernes, at mens københavnerne kun i få år havde drevet handel

dertil, var deres egen handel 200 år gammel.60 Forhandlingerne kunne

imidlertid ikke komme videre, for danskerne ville nu kun tale om

den erstatning, københavnerne skulle have af hamborgerne for den

skade, de havde påført dem på Island. Da de hamborgske gesandter

ikke havde beføjelser til at handle om dette måtte de først til Ham­

borg for at aflægge beretning for rådet —sandsynligvis den der nu

findes i Staatsarchiv Hamburg, da den ikke omfatter den endelige

aftale med den danske konge - og først da de atter var tilbage i Flens­

borg, og kongen havde haft samtaler med repræsentanter for Køben­

havns magistrat, afgav Christian I I I den endelige dom i sagen. Det

blev hamborgerne pålagt at betale københavnerne en erstatning på

2300 daler61 for det, de havde frarovet dem på Island, til gengæld

skulle hamborgerne have det af deres beslaglagte gods på Island, der

endnu var tilbage. En islandsk beretning om resultatet af mødet62

oplyser desuden, at det endnu engang blev slået fast, at vinterliggeri

på Island var forbudt for udlændinge, samt at islændinge ikke måtte

skylde udenlandske købmænd så meget, at de derved mistede deres

faste ejendom. Tyske mænd måtte ikke være jordejere på Island, med

mindre de slog sig ned for at blive boende.

Der er ingen tvivl om, at resultatet af Flensborgmødet var et hårdt

slag for de hamborgske Islandsfarere, der tværtimod ved forhandlin­

gerne havde håbet på at få erstatning fra danskerne for den skade,

de havde lidt ved beslaglæggelsen af deres gods. Siden slutningen af

det 15. århundrede havde de kunnet drive deres handel på Island

uden andre hindringer end dem som andre udenlandske handels-

konkurrenter kunne påføre dem, men stillet over for en så uforsonlig

dansk politik ved forhandlinger inden for Danmarks grænser og med

den overhængende trussel, at fire danske orlogsskibe ville blive sendt

til Island i løbet af foråret, hvis man ikke nåede til en aftale, har ham­

borgerne valgt at gå ind på den danske konges betingelser.

Et meget påfaldende moment ved Flensborgforhandlingerne er,

at Københavns borgmestre og råd på trods af, at de havde Island

i forlening, først kom ind i forhandlingerne på det sene tidspunkt,

hvor størrelsen af deres erstatningskrav til hamborgerne skulle gøres

op. Selve forhandlingerne var ikke overladt til dem, men til kongens

egne forhandlere, selv om disse i vid udstrækning brugte københav