2 4
B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU
danskernes, at mens københavnerne kun i få år havde drevet handel
dertil, var deres egen handel 200 år gammel.60 Forhandlingerne kunne
imidlertid ikke komme videre, for danskerne ville nu kun tale om
den erstatning, københavnerne skulle have af hamborgerne for den
skade, de havde påført dem på Island. Da de hamborgske gesandter
ikke havde beføjelser til at handle om dette måtte de først til Ham
borg for at aflægge beretning for rådet —sandsynligvis den der nu
findes i Staatsarchiv Hamburg, da den ikke omfatter den endelige
aftale med den danske konge - og først da de atter var tilbage i Flens
borg, og kongen havde haft samtaler med repræsentanter for Køben
havns magistrat, afgav Christian I I I den endelige dom i sagen. Det
blev hamborgerne pålagt at betale københavnerne en erstatning på
2300 daler61 for det, de havde frarovet dem på Island, til gengæld
skulle hamborgerne have det af deres beslaglagte gods på Island, der
endnu var tilbage. En islandsk beretning om resultatet af mødet62
oplyser desuden, at det endnu engang blev slået fast, at vinterliggeri
på Island var forbudt for udlændinge, samt at islændinge ikke måtte
skylde udenlandske købmænd så meget, at de derved mistede deres
faste ejendom. Tyske mænd måtte ikke være jordejere på Island, med
mindre de slog sig ned for at blive boende.
Der er ingen tvivl om, at resultatet af Flensborgmødet var et hårdt
slag for de hamborgske Islandsfarere, der tværtimod ved forhandlin
gerne havde håbet på at få erstatning fra danskerne for den skade,
de havde lidt ved beslaglæggelsen af deres gods. Siden slutningen af
det 15. århundrede havde de kunnet drive deres handel på Island
uden andre hindringer end dem som andre udenlandske handels-
konkurrenter kunne påføre dem, men stillet over for en så uforsonlig
dansk politik ved forhandlinger inden for Danmarks grænser og med
den overhængende trussel, at fire danske orlogsskibe ville blive sendt
til Island i løbet af foråret, hvis man ikke nåede til en aftale, har ham
borgerne valgt at gå ind på den danske konges betingelser.
Et meget påfaldende moment ved Flensborgforhandlingerne er,
at Københavns borgmestre og råd på trods af, at de havde Island
i forlening, først kom ind i forhandlingerne på det sene tidspunkt,
hvor størrelsen af deres erstatningskrav til hamborgerne skulle gøres
op. Selve forhandlingerne var ikke overladt til dem, men til kongens
egne forhandlere, selv om disse i vid udstrækning brugte københav