![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0024.jpg)
22
B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU
tilhørte kongen. De anmodede Johan Friis om at sørge for, at der i
stedet for Laurids Mule sendtes en tro og forstandig mand til Island,
der kunne berette for kongen, hvilken uret og falskhed, der havde rå
det på Island, siden den københavnske foged var kommet dertil,53 De
ses dog aldrig at have fået noget svar på denne anklage.
Det var ikke københavnerne, men storbonden DaSi GuSmundsson,
der havde held til at fange Jon Arason og hans sønner og føre dem til
sin gård Snoksdal, hvor der den 23. oktober 1550 under ledelse af lag
manden for norden og vesten på Island, Ormr Sturluson afsagdes
dom, at de retteligt var taget til fange, og at deres sag skulle til be
handling på det førstkommende alting. I mellemtiden skulle under
fogeden Christian Skriver holde dem i forvaring. Uden at afvente al
tingsdommen lod Christian Skriver imidlertid bisp Jon og hans søn
ner halshugge i deres fangenskab den 7. november 1550. Der findes
to breve indeholdende de klagepunkter, han har fremført mod dem
til forsvar for sin handling, og heri fremhæver han, at selv om de nu
var taget til fange, var alle stadig bange for dem, for de havde svoret,
at så snart de igen slap fri, ville de sørge for, at alle danskere blev for
drevet fra øen. Dette løfte havde de også givet de hamborgske køb
mænd. Christian Skriver anklagede dem desuden for at have modarbej
det den sande religion, for at have tilfangetaget biskop Marteinn, for at
have unddraget kongen hans retmæssige indtægter og for at have kuet
lagmændene, så de ikke turde tale sandhed.54 Der er næppe nogen
tvivl om, at Christian Skriver var alt for bange for konsekvenserne i
det øjeblik hans fanger ved deres mange tilhængeres hjælp slap fri, til
at han har turdet andet end at aflive dem, mens han havde mulighed
for det. Om der har været hold i hans og kongens påstande om, at
hamborgerne og Jon Arason skulle have samarbejdet, er der ingen
beviser for. De havde ikke fælles religiøst tilhørsforhold, da byen
Hamborg allerede i slutningen af i52o ’rne var vundet for reforma
tionen, men på den anden side var københavnerne deres fælles mod
standere på Island, og en forbindelse mellem de to parter havde
allerede i mange år været til stede, derved at hamborgerne importerede
store mængder svovl netop fra den del af Island, som Holarbispen
kontrollerede.55
Forhandlingerne mellem repræsentanter for Hamborgs råd og den
danske konge om en ordning af handelsforholdene på Island fandt