Previous Page  24 / 265 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 24 / 265 Next Page
Page Background

22

B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU

tilhørte kongen. De anmodede Johan Friis om at sørge for, at der i

stedet for Laurids Mule sendtes en tro og forstandig mand til Island,

der kunne berette for kongen, hvilken uret og falskhed, der havde rå­

det på Island, siden den københavnske foged var kommet dertil,53 De

ses dog aldrig at have fået noget svar på denne anklage.

Det var ikke københavnerne, men storbonden DaSi GuSmundsson,

der havde held til at fange Jon Arason og hans sønner og føre dem til

sin gård Snoksdal, hvor der den 23. oktober 1550 under ledelse af lag­

manden for norden og vesten på Island, Ormr Sturluson afsagdes

dom, at de retteligt var taget til fange, og at deres sag skulle til be­

handling på det førstkommende alting. I mellemtiden skulle under­

fogeden Christian Skriver holde dem i forvaring. Uden at afvente al­

tingsdommen lod Christian Skriver imidlertid bisp Jon og hans søn­

ner halshugge i deres fangenskab den 7. november 1550. Der findes

to breve indeholdende de klagepunkter, han har fremført mod dem

til forsvar for sin handling, og heri fremhæver han, at selv om de nu

var taget til fange, var alle stadig bange for dem, for de havde svoret,

at så snart de igen slap fri, ville de sørge for, at alle danskere blev for­

drevet fra øen. Dette løfte havde de også givet de hamborgske køb­

mænd. Christian Skriver anklagede dem desuden for at have modarbej­

det den sande religion, for at have tilfangetaget biskop Marteinn, for at

have unddraget kongen hans retmæssige indtægter og for at have kuet

lagmændene, så de ikke turde tale sandhed.54 Der er næppe nogen

tvivl om, at Christian Skriver var alt for bange for konsekvenserne i

det øjeblik hans fanger ved deres mange tilhængeres hjælp slap fri, til

at han har turdet andet end at aflive dem, mens han havde mulighed

for det. Om der har været hold i hans og kongens påstande om, at

hamborgerne og Jon Arason skulle have samarbejdet, er der ingen

beviser for. De havde ikke fælles religiøst tilhørsforhold, da byen

Hamborg allerede i slutningen af i52o ’rne var vundet for reforma­

tionen, men på den anden side var københavnerne deres fælles mod­

standere på Island, og en forbindelse mellem de to parter havde

allerede i mange år været til stede, derved at hamborgerne importerede

store mængder svovl netop fra den del af Island, som Holarbispen

kontrollerede.55

Forhandlingerne mellem repræsentanter for Hamborgs råd og den

danske konge om en ordning af handelsforholdene på Island fandt