20 / 265
18
B IRG ITTE DEDENROTH -SCHOU
at det kun var de islandske storbønder, der havde tilskyndet Otte
Stigsen til at beslaglægge alle udenlandsk ejede fiskerbåde, fordi de
ville forhindre de fattige på øen i at tage tjeneste hos udlændingene,
så de i stedet selv kunne få glæde af deres arbejdskraft i landbruget.38
Christian I I I synes ikke at have været i stand til at give hamborgerne
svar på tiltale, idet han tydeligvis ikke på dette tidspunkt har været
klar over, om han kunne stole på københavnerne. Han lover ham
borgerne at undersøge ad rettens vej, om Laurids Mule uretmæssigt
har beslaglagt deres gods og han giver dem tilladelse til at efterlade
deres usolgte varer hos islændingene om vinteren, uden at det kan
ses, at han har rådført sig med Københavns magistrat eller Laurids
Mule i sagen. Han holdt dog fast ved, at de ikke måtte opholde sig
på Island om vinteren eller eje fiskerbåde der, men når det var sagt,
mente Christian III, der var baggrund for, at de kunne få deres be
slaglagte varer igen. Den 20. marts 1550 gav han Københavns borg
mestre og råd ordre til at tilbagegive hamborgerne alt det gods, de
havde frataget dem det foregående år.39
Da hamborgerne den følgende sommer kom til Laurids Mule for
at få deres beslaglagte varer igen, nægtede han imidlertid at udlevere
dem med den begrundelse, at han ikke havde modtaget en sådan
befaling fra kongen. Det er muligt, at københavnerne var blevet så
stødt over den manglende støtte fra kongens side i deres islandske
politik, at de har nægtet at akceptere hans beslutning. Mere sandsyn
ligt er det dog, som de fremhæver i deres beretning om forholdene
på Island fra december 1550, at Laurids Mule allerede var afsejlet
fra København til Island, da beslutningen blev truffet og derfor ikke
kunne vide noget om sagen, førend hamborgerne forelagde ham et
bevis på det. Dette fik han først at se den 20. juni, men på det tids
punkt havde tyskerne allerede ved at tilfangetage underfogeden Chri
stian Skriver og tvinge ham til at fortælle dem, hvor kongens og kø
benhavnernes fisk var gemt, taget hvad de mente, de var berettiget
til.40 Hamborgerne hævdede herimod, at Laurids Mule hele tiden
havde haft kendskab til indholdet af kongens brev, men blot ville
vinde tid, så han kunne snige sig bort fra øen uden at skulle tilbage
give tyskerne deres varer.41 Det mest ejendommelige i denne forbin
delse er imidlertid, at det for begge parter lykkedes at få en altings
dom, der gav dem medhold i deres synspunkter, begge fra den 30. juni